Blus og bål

Hvem ER ham "Sankt Hans"? Hvordan er det nu midsommervisen er? - og hvad med heksene?

Her kan du læse om Sankt Hans og traditionerne omkring højtiden. Både dem, vi stadig følger, og dem, der er gået i glemmebogen. 

I bondesamfundet var Skt. Hans-bålet én af flere blusskikke. Nogle steder brugte man ikke et egentligt bål, men satte i stedet ild til halmknipper, som blev svunget på lange stænger. Der var også blus til pinse og bål Valborgaften d. 30 april, men efterhånden blev bålskikken kun knyttet til Sankt Hans aften. En af grundene kunne være kalenderreformen i år 1700, hvor kalenderen rykkede 11 dage frem, og forrykningen på ca. 2 uger kan have haft betydning for, om det var for koldt til at sidde ude om aftenen til bål eller ej. 

Nødild

Oprindeligt skulle både Skt. Hans-bål og Valborg-blus helst tændes med helt ny ild også kaldet "vild ild" eller "nødild". Det er ild, som laves ved at gnide to træstykker mod hinanden. Nødild var et stærkt magisk middel. Hvis fx en kvægsygdom rasede, kunne man forsøge at slukke al ild på landsbyens ildsteder og lave nyt, der så blev bragt rundt til alle husstande. Måske kunne den nye ild rense ud og gøre kål på sygdommen? På nogle museer findes "nødildstolper", der er brugt til at lave ny ild på. Det er bjælker med brandmærker, der viser, at de er blevet brugt til at lave den nye, magiske ild.

Når bål og blus helst skulle laves med nødild hænger det sammen med, at det var et ondtafværgende middel. Dét bål, som vi brænder til Skt. Hans, er ikke et "henrettelsesbål", men bondens skærmende blus. Det skal holde de onde kræfter væk, som var aktive i midsommernatten. Måske har der også været en forestilling om, at de marker, som bålet oplyste, kunne blive særligt frugtbare og givtige. Denne idé nævnes bl.a. i en jysk præsteindberetning fra 1667.

I mange tilfælde blev der lavet bålplads på gravhøje fra oldtiden, og så kunne lyset jo ses viden om. At brænde blus omkring midsommer er uden tvivl en ældre tradition i Norden. I Olaus Magnus´ historie om de nordiske folk fra 1500-tallet, kan man fx se et træsnit, der forestiller en sommerfest, hvor der blusses. På træsnittet står blusset som en tønde på en stang.
 

Sankt Hans-heksen

At aflive halmdukker, der forestillede ubehagelige figurer, fx Vinteren, er en ret udbredt idé, der også kendes fra andre årsfester og fra andre lande, fx Tyskland.
Skikken med at have en heksedukke på toppen af bålet, er dog ret ny. Det er først i slutningen af forrige århundrede, at spredte vidnesbyrd om heksefigurer dukker op. Og rigtigt almindelige bliver de først i løbet af vort århundrede, bl.a. efter at en gruppe tyske indvandrere havde gjort skikken kendt på Kalundborg-egnen i 1920´erne.
Sankt Hans heksen optræder først i mellemklasse-miljøer, blandt skolefolk og på seminarier. Kombinationen af "Midsommervisen" og heksen på bålet er også af nyere dato. De blev - såvidt vides -brugt første gang ved en midsommerfest, der fandt sted på Jelling seminarum ved århundredskiftet. Selve visen er noget ældre og stammer fra Holger Drachmanns "Der var en Gang", som blev opført på det Kongelige Teater i 1887.

Selvom der ikke var heks på bondesamfundets Skt. Hans bål, havde heksen alligevel en placering i forhold til skikkene. I folketraditionen er der en generel opfattelse af, at hekse er særligt aktive på magiske helligaftener. De er fx ude for at samle ingredienser til deres trolddomsaktiviteter, eller rejser til heksemøde ved Troms Kirke eller Bloksbjerg i Harzen. Ilden skal skræmme dem og forhindre dem i at lande, hvor bålene brænder. Nogle steder mente man også, at man ved ilden kunne se heksene på deres færd.
 

Folketro og varsler

Ligesom alle andre hellige aftener, er der også knyttet en del folketro til Sankt Hans. Fordi helligaftener kun indtræffer én gang om året, er de specielle, og man tænkte sig derfor, at de også var særligt egnede til magiske gøremål, fx varseltagning. Det kunne være om alt ligefra vejret til kommende giftermål.

Her kan du læse nogle eksempler på folketro, der er knyttet til Sankt Hans:

Juleaftens aske gemmes og strøes over ryggen på hestene Sankt Hans, 
så er de beskyttede mod trolddom.
(Vendsyssel)

Vogt jer for Sct.Hansormen!
(Nordsjælland - om piger, der var blevet gravide i forbindelse med Skt.Hans marked o.lign., sagde man, at de var blevet "stukket af Skt. Hans-ormen".)

Hvis en karl vil vide om en af tre piger vil have ham, da skal han om Sct. Hansnat lægge fire sedler under sin hovedpude, på de tre første sedler skal han skrive navnet på de tre han holder mest af, på den fjerde intet. Når han er faldet i slummer og vågner igen skal han trække en af dem. Trækker han en af de tre er et "så meget godt". Trækker han den fjerde, vil ingen af dem have ham.
(Himmerland, Vendsyssel)

Sct. Hans aften plukker en pige 9 slags blomster. Dem lægger hun hun under sin hovedpude, og hun vil da i drømme se sin tilkommende.
(Vendsyssel)

Midsommerdug, dvs. den dug som faldt natten mellem den 23. og 24. juni var godt for mange ting. Om midsommer står naturen i sin højeste kraft og Grøde - Denne dug brugtes derfor af de ældre landsbysmede til at hærde høleer og knive i. Så blev alt æggetøj næsten uopslideligt. Man indsamlede denne Midsommerdug ved om sommernatten at trække lagen hen over det våde græs, og siden vride lagenet over et trug.
(bl.a. Fyn)

Regn Skt.Hans dag giver et grønt år.

Regner det til St. Hans bliver det ved i 40 dage derefter, og nødderne bliver spoleret.

"Sankt Hans dags regn - gi'r godt til præst og degn."

Stærk tørke efter Skt. Hans ødelægger høsten.

Før Skt. Hans trækker torden mod vinden, efter Skt. Hans trækker den med vinden.
(Lolland.)  

Kildebesøg

I mange århundreder var der også tradition for kildebesøg til Skt. Hans, for kildens kræfter var stærkest i midsommernatten. 

Helene Kilde i Tisvilde var en af de helt store. Folk kom fra det meste af Sjælland for at drikke af vandet og sove der. Vandet brugtes også udvortes, og man tog magien med hjem i form af jord fra Helenes grav, som man bar i en lille pose indtil næste års kildebesøg. Også prominente folk som Christian den Fjerde besøgte Helene kilde. I 1639 noterede han i sin kalender, at han den 23 juni tog fra Frederiksborg til "S. Lenis Kilde". Dagen efter "brugte" han kildens vand, og skænkede 150 rdl. til de fattige.

Efter reformationen var troen på helbredende kilder lidt anløben. De fleste var jo knyttede til katolicismens helgener eller Jomfru Maria. Men kildebesøg var ikke forbudt, når man fx blot lod være med at bede de afskaffede helgener give vandet kraft eller give "offergaver". Alligevel skete det tit, at kildegæsterne hængte tøjstykker op på et "kludetræ" eller smed mønter i vandet ved besøget.

Mange af kilderne var populære helt frem i vor tid med boder og markeder, og i Dyrehaven blev markedet ved Kirsten Pils kilde permanent og er det, som vi idag kender som forlystelsesstedet "Bakken". Markederne og lystighed gjorde sikkert sit til, at 1700-tallets pietistiske præster var kritiske overfor skikken.
I 1740'erne kom der direkte forbud mod at blusse til Valborg og St. Hansaften, men forbuddet blev ikke rigtigt overholdt, og i løbet af 1800-årene tog skikken fart igen.  

Midsommertræet

I visse egne af landet havde man midsommertræer bl.a. på Falster og på Lolland. Der blev lavet kranse af grønt og blomster, som blev hængt på stedets by- eller gadetræ. I Toreby sogn blev der flettet en stor krans eller top, som man hejste op i træet. Den sad allerøverst og kaldtes for kronen.

Skt. Hans aften blev der leget og danset ved træet, og nogle steder startede man med et optog, hvor ungdommen i følge med musikanter drog rundt i landsbyen og sang for at tigge madvarer, som skulle fortæres ved det efterfølgende gilde. 

Også andre træer fik opmærksomhed til Skt. Hans. Ligesom kilder var også "kloge" træer særligt stærke til midsommer. Kloge træer er fx hultræer, hvilket vil sige, at de er vokset sådan, at stammen er delt i to og derefter groet sammen igen, så der er dannet et hul i stammen. Kryber man gennem hullet, gennemgår man en symbolsk genfødsel, og man bliver de skavanker kvit, som ellers har plaget én. Efter en tur gennem træet kunne man hæfte et stykke tøj på. Det kan ses som en slags "offer" eller som en metode, der måske kunne knytte sygdommen fast i træet.

Til Skt. Hans var naturens -og dermed træernes - kraft på sit højeste, og i dagene lige efter kunne man i reglen se, at antallet af klude var vokset.

Èt af de berømteste kloge træer er kludeegen i Lestrup Skov, som stadig er forsynet med tøjstykker. Hovedparten af dem er dog sandsynligvis hængt op af "turister", snarere end af egentlige patienter.  

Den pyntede Sankt Hans-ko

I Vendsyssel havde koen en særlig placering i traditionerne omkring Skt. Hans. I 1700-årenes begyndelse omtales, at de blev pyntet med perikumkranse. Det beskyttede imod hekse, der så ikke kunne stjæle mælken. Senere var stadsen fx bøgegrene samt seletøj og guirlander af bonderoser. 

Nogle steder holdt man en slags væddeløb med de pyntede køer. Det gjaldt om hverken at komme først eller sidst. Det var finest at komme i midten - så blev man "konge" eller "kejser".

Nogle steder, fx i Alstrup og Tolstrup sogn skulle køerne også vises frem i landsbyen, og blev drevet fra gård til gård. Drengene, som drev køerne, var i hvide skjorter, pyntet med røde bånd, og pigerne havde rene forklæder på. De steder, hvor køerne blev vist frem, vankede der i reglen en skilling til den dreng, der drev med dem.

Den krans, som en ko havde båret, blev ikke smidt væk bagefter. Den blev kastet op på staldens tag. Nu kunne heksene hverken ride køerne, eller give dem sygdomme og andre skavanker.
Skikken med St. Hans koen uddøde i begyndelsen af vort århundrede, men har i øvrigt været kendt i mange andre lande, fx Tyskland, Frankrig og Holland. 

Midsommervisen

De tre første vers, som normalt bruges ved bålfester.

Text: Holger Drachmann
Melodi P. E. Lange-Müller

Vi elsker vor land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl,
over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans,
bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.

Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.  

Links og litteratur

Processerne i Salem
Transkiberede kilder, biografier over de implicerede m.m. fra de berømte hekseprocesser i Salem, Massachusetts i 1692, hvor en lang række personer (samt en hund) blev henrettede. Læs bl.a. bønskrifter og forklaringer fra de anklagede og se eksempel på arrestordre.
(på engelsk)

Litteratur:

V. J. Brøndegaard: 
Folk og Flora, 
Viborg 1987.

Birgit Hansen: 
Fester for sommerens komme, 
Kbh. 1980.

Jens Kamp: 
Dansk Folketro, 
Kbh. 1943.

Gitte Kjær: 
Sankt Hans, glædens fest, 
Strandbergs Forlag, u.å.

Mads Lidegaard: 
Danske træer fra sagn og tro, 
Viborg 1996

Iørn Piø: 
Det festlige år, 
Sesam, 1997. 

Henrik Ussing: 
Årets og livets højtider, 
Kbh. 1925.(herfra er visse illustrationer lånt)