Læs om julens hilsener

Glædelig jul

Traditionen med at sende julekort i Danmark går tilbage til 1882, mens julemærket først blev opfundet i 1903.

Traditionen med at sende julehilsener på fortrykte kort kom til Danmark for over 100 år siden, og det første danskproducerede julekort så dagens lys i 1882. Siden da er julekortet blevet en fast tradition i juleforberedelserne.

Julekortet er ingen dansk opfindelse, men kom til landet fra England, hvor det første julekort blev sendt i 1843. At der gik hele 39 år, før danskerne fik øjnene op for den hyggelige juletradition, hænger formentlig sammen med udviklingen i postvæsenet. Først i 1871 blev det tilladt at sende åbne brevkort i Danmark, det vi i dag kalder postkort. Og i 1888 indførte postvæsenet forskellige portotakster for breve og brevkort: Taksten var 8 øre for breve og 5 øre for brevkort. Det blev dermed både billigere og nemmere at sende et julekort end en julehilsen i et brev. 

Julekort dateret 1906. 

Den danske nisse

Det mest populære motiv på danske julekort er nissen. Den har været et fast element i den folkelige overtro i flere hundrede år. Mens man i udlandet fortrinsvis har brugt julemanden, juletræet eller børn som motiver på julekortet, har man i Danmark flest julekort med nisser på. I Danmark er motivet ofte mere humoristisk, end det har været traditionen andre steder. I Post & Tele Museums samling af julekort er der flere motiver, hvor nissen driller postbudet, der over-læsset med breve og pakker slider sig gennem vintervejret for at bringe posten ud. Netop postbudet blev også et populært motiv på julekortet, antagelig fordi det var ham, der bragte de mange gode hilsener ud. 

Alternative julekort

I Post & Tele Museums samlinger findes jule- og nytårskort, der nok har fået postvæsenet - og modtageren - til at spærre øjnene op. I 1938 blev en nytårshilsen skrevet på en grydeske. Frimærkerne sad på skaftet, mens adressen stod på skeens underside. Omkring 1960 sendte en tandlægestuderende sin julehilsen på en gipsafstøbning af et gebis. Da disse besynderlige forsendelser var korrekt frankerede og adresserede, kom de frem til modtageren. Om det skete rettidigt, melder historien dog ikke noget om.

Julekortet i dag

Traditionen med at skrive julekort lever stadig i bedste velgående. De sidste 14 dage op til jul sender danskerne i gennemsnit dobbelt så mange breve og postkort pr. dag som normalt. 

Portræt af Einar Holbøll.  

Til gavn for børn

Verdens første julemærke blev udgivet i Danmark i december 1904. Det blev til efter idé af postekspedient Einar Holbøll (1865-1927), som midt i travlheden med sortering af post i julen 1903 forestillede sig julehilsenerne forsynet med en frivillig "ekstra porto", der passende kunne gå til støtte for syge og svage børn. Hans tanker vandt gehør i samtiden, og julemærket blev en realitet allerede året efter.

Posten indvilgede i at lade sit personale forestå salget af julemærket ved siden af postforretningerne, og Holbøll endte sin karriere som højt dekoreret postmester i Charlottenlund. Hans idé er siden blevet efterlignet i mange andre lande verden over samt af en hel del danske, landsdækkende eller lokale og mere eller mindre velgørende institutioner. 

Danmarks første julemærke fra 1904 med portræt af Dronning Louise
 

Til at begynde med blev de indsamlede beløb anvendt til at bygge Julemærkesanatoriet i Kolding for tuberkuløse børn. Det blev åbnet i 1911, men allerede samme år overdraget til Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse. I 1912 oprettede Julemærkekomiteen to og senere op til otte julemærkehjem rundt om i landet, hvor svagelige børn og senere også børn med fx astma kunne få "sol og sul på kroppen" under et rekonvalescensophold.

Efter 2. Verdenskrig fandt børn med lettere psykiske problemer efterhånden også et fristed på julemærkehjemmene, og i de seneste har et stigende antal børn med mobnings- og overvægtsproblemer nydt godt af julemærkehjemmenes tilbud om et pusterum fra hverdagen. Ansøgning om et ophold kan kun foretages gennem en læge. Julemærkefonden driver i dag fire julemærkehjem i hhv. Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted.

Læs mere om Julemærkefonden her 

  

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation