Årets (u)hyggeligste aften?

På vore breddegrader har spøgeri i højere grad været forbundet med juletiden.

Imidlertid er den amerikanske Halloween-tradition med skrækfester mm. måske på vej hertil?

Selvom danske genfærd ikke er specielt aktive til Allehelgen har de det alligevel bedst, når vintermørket sænker sig...

Allehelgen, Halloween og amerikanske traditioner
Allehelgensdag den 1. november, er indført ca. 610 af pave Bonifacius lV til minde om martyrerne. Dagen inden - dvs. 31. oktober er således Allehelgensaften.

I 998 blev dagen efter Allehelgensaften mindefest for almindelige døde. Den 2. november kaldes Allesjælesdag. På denne dag kunne man gennem bøn, offer mv. hjælpe de afdøde, der var havnet i skærsilden.

Som mange andre folketraditioner har også Halloween flere rødder. Hos kelterne fejrede man i førkristen tid en slags nytår, Samhain, omkring det tidspunkt, der er vor 1. november. Ligesom til vor egen jul/nytår forestillede kelterne sig, at afdøde var særligt aktive på dette magiske tidspunkt.

Disse trosforestillinger er også en del af baggrunden for den Halloween, som er under udvikling i Danmark. Efter reformationen blev de kristne festdage slået sammen. Nu var allehelgensdag til minde om alle kristne, der var døde i deres tro. Dagen blev også mindedag for reformationen, fordi det var allehelgensaften, at Luther slog sine teser op på døren til Allehelgenskirken i Wittenberg. 

Allehelgen i Europa og Amerika

I fx. Italien og Frankrig spiste man særlig allehelgensmad. Det var bla. kold mad for at svale de afdøde i skærsilden. En anden god spise kunne være hirsegrød, med en bemærkning om, at ligeså mange korn man spiste, ligeså mange sjæle ville man frelse.

I USA kaldes dagen All-Saints eller All-Hallows Day (Eve). Halloween er en sammentrækning af All-Hallows-Eve. Selvom All Souls Day er afskaffet af den anglikanske kirke, er den en slags uformel helligdag, også blandt protestanterne. Begge dagene har den særlige magiske stemning, som folketroen giver de tidspunkter, hvor de døde berører de levendes verden.

Til Halloween kunne amerikanerne tage varsler og forsøge på at påvirke fremtiden. Man kunne fx smelte lidt bly, og hælde det fra en jernske ned i koldt vand. Den form, blyet fik, var et varsel om ens liv i fremtiden. En anden idé var at bage små kager. Inden i lå  en mønt, en klud, en ring og et fingerbøl. Når man fordelte dem mellem sig, fik man varsel om, hvem der blev rig eller fattig, hvem der blev gift, og hvem der kom til at tjene sit brød selv.
Nogle amerikanere mente også, at folk, der var født på Halloween havde særlige anlæg for det overnaturlige, fx synskhed eller evnen til at få varselsdrømme.

I katolske områder har kirken spillet en rolle i festivitasen. Fx brugte spanske menigheder i New Mexico omkring år 1900 at tage madvarer med i kirken og lægge dem på alteret. I det fransk-prægede New Orleans blev gravene pyntet - især med begravelsesblomsten Chrysantemum - og gadesælgerne kunne fx falbyde slik og legetøj formet som skeletter eller små kister. 

Traditionen i USA idag

I nutidens USA er de to dage blevet en slags karneval med okkulte og gyseragtige undertoner, hvor børn - men også voksne - klæder sig ud. Især i uhyggelige kostumer; spøgelser, monstre, vampyrer, hekse og banditter. Udendørs kan man finde uhyggelige dørdekorationer, eller et grinende græskarhovede med indvendigt stearinlys.

Græskarlygten -  "Jack-O-Lantern" - har baggrund i irsk folklore. I irsk sagntradition fortælles om drukkenbolten Jack, der ikke blev lukket ind i himlen efter sin død. I helvede kunne han heller ikke komme, fordi han en gang havde narret Fanden. Djævelen sendte ham afsted med en glød af helvedes ild til at lyse. Ilden lagde Jack i følge sagnet i en roe, som han gik og spiste af. Og da han stadig den dag idag ikke er velkommen i hverken himmel eller helvede, går han angiveligt fortsat omkring med den uhyggelige lygte, på evig jagt efter et sidste hvilested.

I løbet af 1950´erne er "Trick-or-treating", der også har ældre rødder, blevet populært og almindeligt udbredt i USA. Skikken minder meget om vores fastelavsraslen. De udklædte børn går rundt i nabolaget, og ringer på dørene. Når der lukkes op, råber de "trick-or-treat", og som regel har husets beboere slikposer klar og er måske også selv klædt ud og har udsmykket huset. Forskellige practical jokes kan også være en del af dagen, nogenlunde ligesom vores nytårsløjer.

I dag er der mange som inviterer til skræk-fester, hvor huset pyntes uhyggeligt, med fx kranier og edderkopper, og hvor der serveres mad med skrækindjagende pynt.
Enkelte amerikanske optegnelser fortæller om Halloween-bål og fra østkysten er der endda vidnesbyrd om, at unge mænd har sprunget eller løbet gennem bålet, ligesom man sprang gennem midsommerbål i Europa.
 

Nattepløjere, skelflyttere og andre genfærd

Folketroen er fuld af uhyggelige beretninger om spøgeri og genfærd. I de fleste sagn er det ganske almindelige mennesker, der har uafsluttede gøremål tilbage i de levendes verden. Ofte har genfærdet begået en "misgerning" og må fortælle de efterlevende om problemet, for at få fred.

Skelflytteren
Skelflytteren går igen, fordi han har stjålet af naboens jord. Han har flyttet skelpælen til sin egen fordel, og derfor må han nu gå omkring og gøre opmærksom på sin forsyndelse. Han kan enten luske rundt og pusle ved skelpælen, eller gå rundt og flytte med skelstenen.

Nogle skelflyttere går og råber "Her er ren og ret skel" på stedet, hvor den flyttede skelpæl oprindelig havde stået. Andre klager sig: "hvor skal jeg sætte den, hvor skal jeg sætte den", og får tit ro, når en frisk knægt drister sig til at sige, at han skal lægge den, hvor den blev taget. 

Nattepløjeren
Nattepløjeren har stjålet jord ligesom skelflytteren. Han har pløjet furer fra naboens mark til sin egen. Om nogle nattepløjere eller "plovmænd" fortælles blot, at de går og "plover". Andre råber, at der skal pløjes et vist antal furer tilbage. Atter andre kidnapper natlige vandrere til at pløje for sig, og slipper dem først fri, når de fx har været marken rundt tre gange - eller måske endda først når det bliver daggry.

Der findes flere andre sagn om genfærd på uretfærdig jord. Fx om personer, der har svoret falsk, for at få større marker, eller om landmålere, der har ladet sig bestikke til at måle falsk.

Det er sagn, der som regel har rod i landboreformerne og udskiftningen, hvor markerne blev opmålt og fordelt på en nye måde. Som straf går de uretfærdige landmålere hvileløse om natten og rasler med deres målekæder. Sagnene afspejler fremfor alt en udbredt mistro til, at den nye markopdeling var gået retfærdigt til. 

Selvmordere
I folketroen er en selvmorder stort set altid dømt til at gå igen. I nogle gengangerisagn om selvmordere fortælles det, at genfærdet skal spøge lige så længe som vedkommende burde have levet, og at den døde på denne måde "går sin tid ud" på jorden.

Nogle optegnelser fortæller også, at man kunne tage særlige forholdsregler, når man skulle begrave en selvmorder. Fx mente man visse steder, at den døde ikke måtte klædes i ligtøj, og at fx en hængt skulle have strikken med sig i kisten sammen med en spån af den bjælke, som han havde hængt i.

Kirken understøttede fordømmelsen af selvmordere. Selvmord var - udfra datidens kristne betragning - så forkert, at en selvmorder ikke kunne blive begravet, med almindelig ceremoni på kirkegården. Man kunne dog gøre en undtagelse, hvis man kunne bevise, at den døde havde været småtosset, da selvmordet skete. Først fra 1867 måtte selvmordere komme i indviet jord. 

Opgravede
For folk i bondesamfundet var det en gru at tænke på, hvad der kunne ske, hvis man ikke blev ordentligt begravet. Man skulle helst klædes pænt i ligtøj, lægges i en ordentlig kiste og komme i "kristenjord" d.v.s. på kirkegården.

Der er mange beretninger, der handler om døde, der spøger, fordi de ikke er blevet ordentligt begravet. Det kan være små spæde børn, hvis mødre var ugifte, og "fødte i dølgsmål" - dvs. hemmeligt - og slog børnene ihjel.

Det kan også være rejsende kræmmere, der er blevet dræbt, udplyndret og gravet ned på en mark. I nogle sagn hører man også om spøgeri ved gamle gravhøje, og om skeletter, "benrade", der ligger mærkelige steder. Når den døde er fundet og begravet på kirkegården, så holder spøgerierne som regel op. 

Gemte penge
Mange gengangeri-sagn har deres rod i, at der er ting som gengangeren ikke har nået, er blevet snydt for eller gerne vil fortælle. Fx varsler om noget, der vil ske i fremtiden, eller sager, som de døde ville have gjort noget ved, hvis ikke manden med leen var kommet dem i forkøbet. Sagen kan fx handle om penge, som den døde har gemt væk, og som de efterlevende nu skal gøres opmærksomme på. Denne type spøgerier holder i reglen op, når pengene er fundet. 

Mor og barn
En særlig type genfærdssagn handler om kvinder, der er døde i barselseng. Hvis en kvinde døde uden at føde sit barn, mente man, at hun senere ville nedkomme i kisten. Derfor skulle hun have vand og lidt børnetøj med sig til den lille. Men selvom familien havde givet den døde kone sagerne, kunne hun godt komme til at spøge alligevel. En del sagn handler om døde barselskoner, der går og klager: "Der var nok til én, men ikke til to!". Kvinden havde altså født tvillinger i graven, og manglede børnetøj til den ene. Den slags spøgerier holder som regel op, hvis man giver gengangersken det, som hun beder om.

Kvinder, der er døde i barselseng efter at have født og efterlader ganske små og spæde børn, kan bruge gengangeri-truslen som våben for at sikre, at de efterlevende behandler de moderløse børn ordentligt.  

Sagn om genfærd

Genfærdssagn er bondesamfundets gyser-historier. Men sagnene om de døde, handler i virkeligheden mest om de levende - og om, hvad der er rigtigt og forkert.
Den moralske effekt er stærk. For de himmelske magter står på sagnfortællerens side, og sørger for, at dem, der gør det forkerte, taber deres salighed og ikke får ro i graven.

Skelflytteren fra Viskinge
"En gang var jeg og Fader på Stenrand i Viskinge og det blev sildigt før vi kom tilbage. Da vi kommer til broen over åen, ser vi en høj, svær mand, der på én gang kaster en voldom lang, ildrød stang ud fra sig og råber: "Her er det rene, rette skjel".
Man siger, der skal være mindst tre skjel før de råber, ellers går de stiltiende. Men her var der netop også tre skjel, der stødte sammen. Jeg blev så forfærdet, at jeg kastede mig ind på min fader og nær havde væltet ham".
J.G. Hansen
(Evald Tang Kristensen, Danske Sagn bd.5) 

Nattepløjeren i Eggeslevmagle
"I den sydøstlige gård i Egitslevmagle, har der før været slemt med spøgeri, og det skal være en mand, som ejede gården ved den tid, da jorderne blev udskiftede, som ikke kan finde ro i graven, fordi han mens de endnu havde agrene til fælles, aldrig kunne få sine agre store nok og derfor om natten pløjede furer fra naboernes agre ind til sine egne. Så måtte han om natten pløje efter sin død, og folk så ham med fire sorte heste for ploven, og plovhjulene var altid ganske gloende og peb, så folk kunde høre det langt bort. Hver gang han kom til enden, gik han hen og så efter agerskjellet og råbte da gjærne: Her er ren (agerren) og ret skjel".
Mads Pedersen
(Evald Tang Kristensen, Danske Sagn bd.5, nr 1492)

Den hængte i Toreby
"Marie Jyde blev opfødt i en gård i Toreby på Østlolland. Den gang hun var voksen, traf det sig en dag, at konen og sønnen kjørte bort, så hun og manden blev ene hjemme. Nu syntes hun nok, at han var så underlig, så hun gik sådan og holdt øje med ham; men han fik da alligevel stukket sig væk for hende i et øjeblik, så da hun kom ud i brændehuset og vilde hente et forklæde fuldt brænde, da hængte han der og var død. 
Så var det en aften, mens han stod lig, da var hun også ene hjemme og sad og syede ved lys i dagligstuen. Lige med ét bliver yderdøren slået op, den næste ligeså, døren ind til stuen, hvor hun sad, sprang også op, og hun følte, der gik noget gjennem stuen op i den stuen, hvor liget stod. Lyset blev slukket, som hun sad og syede ved, men hun rejste sig rolig og tændte det igjen i kakkeloven. Hun var slet ikke bange; men da det (hvad det nu var) kort efter kom samme vej tilbage på samme måde og atter slukkede lyset, så kom der alligevel sådan en rystelse over hende, at hun ikke kunde rejse sig og få lyset tændt tiere. Korte efter kom folkene hjem, det måtte hun være glad ved. 
Der var for resten snak om, at der var noget spøgeri efter den tid, men Marie hverken hørte eller så noget mere; hun var da heller ikke bange, men turde godt gå både i stuen hvor han havde hængt sig, og alle steder, omogså det var mørkt. Hun havde aldrig haft noget udestående med ham, mens han var levende, tværtimod havde han altid været god mod hende og godt kunnet lide hende, så vidste hun også, at han vilde hende ikke noget ondt, når han var død."
Karen Toxværd, Sillestrup.
(Evald Tang Kristensen, Danske Sagn bd.5, nr 1613) 

Det dræbte barn på Kristianssæde
"Den gamle bekjendte statsminister Chr. Ditlev Reventlow til Kristianssæde opholdt sig altid i ferierne på denne gård og yndede meget at strejfe omkring i skovende med sin bøsse. En jul, da han igjen var der, gik han i mørkningen hen ad en skovvej i storskoven. Da kom der pludselig en hvid skikkelse imod ham, og eftersom Reventlow var rationalist, agtede han ikke i førstningen derpå, men da den nærmede sig mere, råbte han den an og truede den med bøssen. Den gav sig da tilkjende som genfærdet af en for kort tid siden afdød pige på gården. Hun havde født et barn i dølgsmål og dræbt det, samt nedgravet det i en bås i kostalden, som hun nærmere betegnede ham, og nu bad hun om, at barnet måtte komme i indviet jord. Straks efter hjemkomsten lod han ladefogeden kalde og befalede ham at grave ned på den betegnede plads. Det skete, og man fandt skelettet og lagde det i en kasse for at få det begravet. Men på grund af frost opsatte han begravelsen. Greven vidste ikke bedre, end at det hele var i orden. Men et par dage efter, som han atter går i skoven, møder han igjen skikkelsen, som bebrejder ham, at han ikke har holdt sit løfte. Da han kommer hjem, lader han atter forvalteren kalde, og spørger ham om, hvordan det forholder sig. Han fortalte det. Så pålagde han ham at få det begravet, om han så skulle grave det ned med hænderne. Det blev så begravet i Skovlænge kirkegård, og siden viste skikkelsen sig ikke. Dette er fortalt mig af lehnsgrevinde Reventlow, hans sønnedatter."
Pastor Rasmussen, S-Kongerslev
(Evald Tang Kristensen, Danske Sagn bd.5, nr 1212)  

Gengangersken på Foerlev Mark
"På Foerlev mark døde for flere år siden en kone fra et lille barn. Nogle dage førend hun døde, sagde hun til pigen, at hvis de ikke blev gode ved hendes lille barn, så vilde hun komme til at gå igjen, men pigen skulde ikke få hende at se. Det slog også ganske rigtig til, i mange nætter efter at hun var begravet, hørte de alle undtagen pigen, som har fortalt det, at det puslede udenfor vinduerne, og henad morgenstunden til hørtes hun vandre ad Vemmelev til og råbe: "Åja, Åja".
Nik. R.
(Evald Tang Kristensen, Danske Sagn bd.5, nr 1101)  

Nedmaning af genfærd

Sagnene er ikke i tvivl om, at genfærd som regel er meget ubehagelige, og at det gælder om at komme af med dem. Både for de levendes - men også for genfærdenes egen skyld.

Opdagede man, at et genfærd havde rod i uafsluttede gøremål, kunne man naturligvis prøve at rette op på forsømmelserne, og sørge for at alt kom for en dag og fandt en rimelig afslutning. Kunne man ikke dét, var der som regel kun en anden metode, der duede. Genfærdet måtte manes ned. Nedmaning er folketroens betegnelse for at fjerne genfærd ved hjælp af magi.

Den, der manede, var ofte en "klog" præst - en der kunne betydeligt mere end sit fadervor. Personer, der var "ufødte" dvs. født ved kejsersnit, kunne også have evnen til at mane.

Præcis hvordan en nedmaning foregår, kan sagnene ikke fortælle. Flere nævner, at den kloge præst læser i en eller flere bøger, og at denne læsning får genfærdet til at synke ned i jorden. Men nedmaningens "ritual" er meget hemmeligt, og flere sagn vil vide, at det går særdeles ilde, hvis man forsøger at lure det af.

Ofte er der optræk til virkelig dramatik, fx hvis genfærdet ikke vil manes, men går i lag med præsten og slår bøgerne ud af hånden på ham. Genfærdet kan også stille spørgsmålstegn ved, om præsten er så "ren", som han bør være, for at mane. En hyppig anklage er fx, at han som ung og fattig student har snuppet en 2-skillings kage fra en kagekone. Præsten må da gøre skaden god igen ved at kaste 2 skilling bag sig, før han kan mane videre med godt resultat.

I nogle tilfælde fortælles det også, at præsten begår fejl, så genfærdet kan handle sig til et vist råderum. Fx at det må komme løs og spøge på bestemte helligaftener, eller at det hver julenat  eller nytårsnat må nærme sig sit gamle tilholdssted med et hanefjed.  

Gode råd mod genfærd

Folketraditionen har mange råd imod gengangeri. En lang række af dem er præventive, og skal altså forhindre, at en afdød overhovedet begynder at spøge omkring.

" Er man bange for, at en Død skal gaa igjen, sættes en Naal op over Husdøren straks efter, at Kisten er ført ud, saa kan Dødningen ikke komme ind igjen".
(Vestsjælland) 
(Jens Kamp: "Dansk Folketro", Kbh.1943)


"Var man bange for, at en Død skulde gaa igjen, gav man ham i ældre Tid en lille Pose med Gryn med i Kisten og sagde, idet man lagde dem derned: "N.N. tæl mig disse!" - Før han da fik det udført, kunde han ikke forlade Graven, og at tælle saa mange Gryn antog man var noget, som laa over en Dødnings Kræfter".
(Sorterup sogn, Vestsjælland)
(Jens Kamp: "Dansk Folketro", Kbh.1943)


"Der lå bestandig en gabende sags over ligets bryst, og langs ned ad kroppen lå små halmkors. De sagde, når jeg spurgte dem derom, at det havde pyntekonerne gjort, så det skulde forestille at være for stads, men det var egentlig for, at den døde ikke skulde gå igjen" Det var i 1876"
Pastor Levinsen, Snedsted
(Mern, Sjælland) 
(Evald Tang Kristensen: Gamle Folks Fortællinger om det jyske almueliv, IV, p. 89)


"I Hörby ved Holbæk brugte de at blande sand med hörfrø og strø det uden for dören, når en død blev båren ud ad huset, for at han ikke skulde gå igjen. Når han så kom tilbage og vilde ind, skulde han pille hvert hörfrø ud af sandet og det tog jo tid. Imidlertid galede hanen, og så måtte han tilbage, og kom ikke ind. I Kastrup blev det anvendt ved en selvmorders begravelse. Jeg kjendte både mand og kone."
Funder
(Evald Tang Kristensen: Gamle Folks Fortællinger om det jyske almueliv, IV, p. 90)


"På ligene bliver de fire tæer på hver fod bunde sammen, og kun de store tæer er fri"
Kr. Østergård, Ashland
(Møen)(Evald Tang Kristensen: danske sagn, bd.5, 2148)  

Links

Halloween-online
Mange forskellige tilbud, bl.a. online spil som fx "hangman". 
Også anvisning på udskæring af de amerikanske græskarlygter,
Jack-O-Lanterns.
(på engelsk)

Halloween on the web
Omfattende site med mange links til både seriøse steder, 
og til dem, der skal tages med et gran salt.
(på engelsk)