Et postvæsen bliver til

Det danske postvæsens ydmyge dåbsattest er Christian IV's "Forordning om Postbudde", givet Juleaftensdag 1624. Den indleder historien i det første udstillingsrum, der er bygget op som torvet i "Enevældens By". Perioden er tiden fra 1624 og frem til enevældens afskaffelse i 1848. Da var posten et vigtigt led i kongens bestræbelser på at kontrollere og styrke sit rige, men også et tilbud til de få, der kunne skrive og læse.

Symbolerne for magt og kontrol lyser ud af hele udstillingsafsnittet. Her ser vi, at en række af de symboler, vi endnu i vort demokratiske Danmark forbinder med postvæsenet, faktisk stammer helt tilbage fra denne tid: Kronen, posthornet og de røde og gule farver.

Christian IV bød, at alle postgårdene på hans postrute mellem København og Hamborg skulle skilte med en postrytter. Vindfløjen fra 1663 er et af de ældste bevarede danske eksempler på postrytteren med det velkendte posthorn, der stadig sidder på de danske postkasser. Der er mange eksempler på posthornsmelodier, som man kan høre i udstillingen.

Vores ældste bevarede uniformsdele viser de røde og gule farver, det oldenborgske kongehus´ farver, der kendes som postens tilbage fra den tid, da Christian V´s svigerdatter Dorothea Kragh var chef for postvæsnet. Hun og før hende den borgerlige Klingenberg var to af det tidlige postvæsens centrale skikkelser.

Kronen optræder stadig i postens vartegn og fortæller, at postvæsenet engang var et regale, kongens monopol. Den optræder tidligt på brændejern til mærkning af postvogne, på skilte, emblemer og meget andet, der kan ses i udstillingen. 

Med posten gennem Danmark

Midt i det første udstillingsrum - med hestene vendt mod sund og bælt i det næste rum - står en mærkelig og original dansk opfindelse: Kuglepostvognen. Det er en rekonstruktion i fuld størrelse bygget efter de originale tegninger fra 1815 og de få rester, der endnu findes af det græskar-agtige køretøj. I denne vogn skulle brevposten køres gennem Danmark uden at tage skade af vejr og vind - og uden at postillonen lod sig friste til at tjene en ekstra skilling ved at medtage passagerer. Dem er der nemlig slet ikke plads til.

Kravet om hurtig, rettidig og regelmæssig postgang på fastlagte ruter fik tidligt postvæsenet til at engagere sig i vejforbedringer og tidsmåling. I udstillingen kan man se gamle vejkort, postfølgeure og "køreplaner".

I det fine maleri af C.D. Gebauer fra 1808, ankommer posten til en postgård på landet  Maleriet hænger i det første udstillingsrums lille "kunstkabinet" sammen med andre gamle billeder af posten i det danske landskab. Vognen på maleriet er såkaldt "holstensk". Værdibreve o.l. var sikret i aflåste, jernbeslåede "lader", der placeredes i vognbunden. Befordring af breve, pakker og passagerer gav postvæsenet anledning til fremstilling af mange forskellige vogntyper, som er vist i skalamodeller, originale konstruktionstegninger og tidens kunst. 

Postens folk

I det første udstillingsrum står det gamle københavnske fodpostbud med sin gongong i en gruppe mænd midt ude i det dunkle by-rum. De har alle farvestrålende uniformer og imponerende hatte på.
Foruden uniformerne kan man også se postskilte, knapper, pyntevåben og de mere alvorlige: hirschfänger og pistol. Det var ikke ufarligt at fare land og rige rundt i kongens tjeneste. "Troe og Agtsom" er stadig Dansk Postforbunds valgsprog. Det stammer fra en tid, hvor man forlangte blind lydighed af postens folk: loyalitet over for den kongelige arbejdsgiver og vilje til agtsomt at tjene monarkens interesser. Også når aktiviteten tangerede det, vi i dag vil kalde censur og spionage. Vi kan se et eksempel: Ordren til at tilbageholde eventuel korrespondance mellem dronning Caroline Mathilde og Christian VII's livlæge, Struensee.

En række portrætter af postembedsmænd kigger ned på os fra væggene. Postembeder blev tit brugt som en behagelig aftrædelsesordning, ofte for officerer. Det var heller ikke ualmindeligt, at hvervet som postmester i en by tilfaldt en person, der i forvejen var godt etableret på stedet. En købmand for eksempel.