Den faste udstilling
Kongens Postvæsen 1624 - 1848
Skandinaviens første offentlige postvæsen er det danske, stiftet af Christian IV i 1624. Længe inden Enevældens afskaffelse i 1848 stod det kongelige postvæsen i sine velkendte røde og gule farver for al offentlig transport af breve, pakker og personer i Danmark - og for kontakten til rigets bilande og kolonier.
Det første danske frimærke: 4 Rigsbankskilling, udstedt 1. april 1851.
Opfindelsernes tid 1849-1920
Danmark blev mindre, og statens greb om kommunikationen større. I løbet af 1800-tallet fremkom stort set alle de nyskabelser, der er fundamentet for kommunikationssamfundet. Frimærket indførtes i 1851 og den elektriske telegraf i 1854. I 1897 fastslog staten sit monopol på den telefonbetjening, som private selskaber havde stået for siden 1881. Valdemar Poulsens opfindelser skabte grundlaget for lydlagring og radiofoni.
Maleri af Roelof de Roo: Telefonboks. Juniaften, 1996.
Informationssamfundet
Danskerne blev storforbrugere af kommunikationsmidler under Post- og Telegrafvæsenets og de statskoncessionerede telefonselskabers vinger. Det har præget land og by, vores hjem og daglige adfærd. I liberaliseringens navn er stadig flere statsmonopoler blevet opgivet. Verden venter på skrivebordet.