Klartone efter atombomben

Af Sanne Aagaard Jensen

29. Nov. 2013

Under den kolde krig kom Post- og Telegrafvæsenet (P&T) og telefonselskaberne til at spille en betydningsfuld rolle i planlægningen af forsvaret af Danmark. For hvis krigen skulle gå hen og blive varm, ville alle samfundets institutioner – såvel militære som civile – være afhængige af, at kommunikationsfaciliteterne fungerede. Men kunne man overhovedet genoprette forbindelserne efter et atomangreb? Og hvis man fik hul igennem, var der så nogle samfundsgrupper, der skulle have klartone før andre? 

Ødelæggelserne i Hiroshima efter at amerikanerne kastede en atombombe over byen i august 1945. (Wikimedia Commons) 

I en artikel i Ingeniøren i 1955 skrev chefen for Forsvarets Telegrafforvaltning, Oberst P.O.H. Jessen, at

opretholdelsen af landets faste telekommunikationer er en væsentlig forudsætning for at opretholde samfundsfunktionerne under en mulig fjendes måske – og formentlig – langvarige luftoffensiv mod landet og den deraf følgende ødelæggelse af befolkningscentre, industricentre og militære centre.

Igennem kommunikationens lange historie har det altid været en udfordring at få bragt budskaber sikkert frem. Forhindringerne har været alt fra vejret og dårlige landeveje til krige. Under den kolde krig var atombomben den altovervejende trussel. Alle havde billederne på nethinden af Hiroshima og Nagasakis totale ødelæggelse efter de amerikanske atombomber. Hvis verden igen kom i krig, ville den blive altomfattende og altødelæggende.

Hvad der før var en ødelæggelsesmulighed, var nu en ødelæggelsessandsynlighed, skrev Oberst Jessen i sin artikel. Man måtte forvente, at fjenden i et angreb ville gå efter de større byer. Da de vigtigste kommunikationscentre var beliggende her, ville centraler og forstærkerstationer blive beskadiget og fjernkredsløbene afbrudt. Ved et fjendtligt angreb ville størstedelen af teletrafikken med andre ord blive amputeret.
 

Hvert medlemsland skulle indberette til NATO, hvordan udbygningen af telekommunikationerne skred frem. Her et kort fra 1953 over udbredelsen af kabelnetværket i Danmark under NATO’s infrastrukturprogram. 

Udbygning og sikring af teleforbindelserne

Forsvarets Telegrafforvaltning blev oprettet af Forsvarsministeriet i 1952 for at få dækket forsvarets stigende behov for kommunikationsfaciliteter. Danmark var i 1949 tiltrådt Atlantpagten og blevet en del den fælles forsvarsalliance i Vesteuropa. Derfor var det nødvendigt med direkte og sikre linjer til de andre NATO-lande. Hvis fjenden i Øst truede med at angribe, skulle et modangreb koordineres omgående.

Men der var også stort behov for at få udbygget og moderniseret det almindelige, offentlige telenet. Efterspørgslen på telefonapparater fra både virksomheder og privatpersoner voksede drastisk i efterkrigstiden. Telefonselskaberne havde svært ved at imødekomme behovet på grund af mangel på materialer og vanskeligheder med at optage lån. Hvis telefonselskaberne også skulle tilgodese forsvarets behov, ville de være nødt til at sætte de offentlige anlægsplaner på standby.

Den danske regering meldte ud i foråret 1951, at de militære behov gik forud for de civile. Regeringen ønskede dog, at der blev oprettet fælles kabler, som både militæret og civilsamfundet kunne benytte. Dette betød, at der i de følgende år blev opbygget et tæt samarbejde mellem forsvaret og de danske telefonselskaber. Forsvarets Telegrafforvaltning skulle planlægge, hvor forsvarets forbindelser skulle anlægges og sørge for, at de blev udformet på den mest hensigtsmæssige måde. I praksis var det dog de civile teleadministrationer, der skulle stå for etablering og drift af telefaciliteterne.
 

Den berømte pjece udsendt af Statsministeriet i januar 1962. Om telekommunikation i krigstid stod der: ”Telefon og telegraf vil være overbelastede. Det vil til tider være umuligt at få forbindelse. Dette behøver ikke at betyde, at nettet er ødelagt, men blot, at vigtige samtaler har fortrinsret og derfor må gå igennem forud for almindelige samtaler.” 

Tankerne om atomragnarok

Hvis en kommende storkrig ville blive total, måtte man forberede sig herpå ved at lave et totalt forsvar. NATO’s første generalsekretær, Lord Ismay, skrev i juni 1952, at hverken tapre soldater eller fortræffeligt udstyr var til nogen nytte, hvis hjemmefronten krakelerede. Det var vigtigt at opretholde moralen blandt den civile befolkning. En måde at gøre dette på var at sikre sig, at befolkningen kunne blive oplyst om krigens omfang og have adgang til at kommunikere. Derfor måtte teleforbindelserne sikres, så de også efter et atomangreb kunne benyttes i et vist omfang. En tanke, der i dag kan virke lidt absurd.

I Danmark blev P&T i 1957 sat til at udarbejde en plan for at atomsikre telekommunikationen. Trusselsscenariet var, at København eller Århus ville blive ramt af atomvåben. Dette ville ifølge P&T resultere i en så godt som total afbrydelse af telefontrafikken mellem områderne øst og vest for Storebælt og af forbindelserne til udlandet. København og Århus fungerede nemlig som transitcentraler for mellembys- og udlandstrafikken. For at kunne genetablere forbindelserne, skulle trafikknudepunkterne flyttes uden for byerne, og mindre provinscentraler skulle indrettes til at kunne overtage udlandstrafikken. Regeringen drøftede disse scenarier og besluttede i begyndelsen af 1960’erne at bevilge teleadministrationerne et lån på 60 millioner kr. til at træffe de nødvendige foranstaltninger.
 

Skitse af ”det rigtige telenet for totalforsvaret” lavet af Oberst Jessen, 1961. Telenettet skulle indrettes med størst mulig fleksibilitet og mange muligheder for re-rutninger i tilfælde af ødelæggelser.  

Fortrinsret for de vigtigste samtaler

Men hvem var det så, der skulle tale i telefon sammen efter et atomangreb? Dette spørgsmål blev genstand for megen diskussion i datiden. Forsvaret ville få behov for at inddrage en stor del af telenettets kapacitet i tilfælde af krig. Dermed ville der ikke være meget tilbage til de almindelige abonnenter. Den forestående automatisering af telefoncentralerne betød, at en reduktion af den civile trafik ville være vanskelig at styre, og det kunne meget vel resultere i et trafikkaos.

For at forberede sig blev der i løbet af 1950’erne afholdt en række såkaldte signaløvelser i NATO’s medlemslande. Her simulerede man et angreb med resulterende ødelæggelser af kommunikationsfaciliteterne. I forbindelse med den første øvelse i 1954 blev der i Danmark på forsøgsbasis oprettet et organ kaldet National Long Lines Agency (NALLA). NALLA bestod af repræsentanter for Forsvaret, Civilforsvaret og teleadministrationerne og skulle i tilfælde af krig overtage ansvaret for hele det danske telenet og træffe dispositioner i tilfælde af trafikbegrænsning og ødelæggelser. Samtidig skulle der i Jylland oprettes et alternativt NALLA, et Regional Long Lines Agency (RELLA). RELLA skulle overtage NALLA’s opgaver, hvis NALLA blev sat ud af spil, fx ved et angreb på Sjælland.

I første omgang var telefonselskaberne og P&T dog ikke begejstrede for ideen om at være med til at suspendere den almindelige, offentlige telefontrafik. Telerepræsentanterne efterlyste en politisk ordre herom at holde sig til. Denne kom i 1961, da forsvarsministeren udsendte et cirkulære om oprettelsen af NALLA og slog fast, at NALLA i krisesituationer havde bemyndigelse til at afbryde den civile trafik i telenettet. Der blev desuden lavet fortløbende opgørelser over de mest centrale offentlige myndigheder og de vigtigste personer – dem, der skulle have klartone før alle andre i en krisesituation, fx politiet og udvalgte dele af pressen. 

Litteratur og kilder

Blüdnikow, Bent, P&T’s historie 1927-1960. København, 1993.

Jensen, Sanne Aagaard, Klartone efter atombomben. Danmark, NATO og det civile-militære samarbejde om telekommunikation, 1949-1962. Kandidatspeciale, Københavns Universitet, 2013.

Jessen, P.O.H., ”Nogle betragtninger vedrørende fremføringsveje for permanente telekommunikationer.” Ingeniøren, den 22. oktober 1955.

Villaume, Poul, Allieret med Forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. København, 1995.

Kilder fra NATO: SHAPE History Vol. 1: Origin and Development of SHAPE, December 1953; C-M(52)27; C-M(55)48(Final); AC/98-D/7.
 

Kommenter denne artikel

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1