Ved du, hvem du er?

Af Sune Christian Pedersen

17. Nov. 2010

Det spørgsmål stiller Danmarks Radio en række kendte danskere i en serie af udsendelser om slægtshistorier. En februardag 2010 besøgte skuespilleren Peter Mygind Post & Tele Museum i selskab med et tv-hold for at høre om en tipoldefar, Theodor Mygind, som var telegrafbestyrer og postmester i Marstal. 

Telegrafen kom til Marstal i 1863. Telegrafloven af 1856 gav kommunerne mulighed for at oprette telegrafstationer på statens regning mod at garantere for et eventuelt underskud i en periode på ti år. Loven åbnede dog også mulighed for, at der kunne gives koncessioner på private linjer til såvel kommuner som private. Telegraflinjen, der blev anlagt fra statstelegrafens station i Nyborg til Rudkøbing på Langeland året efter var privat.

Marstal var på dette tidspunkt en af landets vigtigste havnebyer med en stor flåde af handelsskibe, der sejlede verdenshavene tynde - og et stort behov for hurtig kontakt til det nye telegrafnet. Det var nærmest utåleligt for byens skippere at skulle sejle til Rudkøbing for at kunne ekspedere telegrammer. 

Theodor Mygind. Udat.  

E-handel på sejlskibenes tid

For den internationale shippingindustri var den elektriske telegrafi af enorm betydning. Muligheden for konstant og lynhurtigt at kende priser og valutakurser rundt om i verden og kunne afgive bestillinger lokalt ændrede samhandlens betingelser fundamentalt. Skibe kunne langt bedre dirigeres rundt til dér, hvor de gode priser var. Og selvom telegrafen omkring 1857 endnu ikke havde nået sin globale udbredelse - et transatlantisk kabel fungerede først et årti senere - var alle klar over perspektiverne i udviklingen.

Derfor dannede en skibsmægler og en læge fra Marstal et interessentskab, der fik koncession på en linje fra Rudkøbing til Marstal og Ærøskøbing. Linjen stod færdig i 1863, og to telegrafister blev ansat; skræddermester I.H. Brandt og urmager Theodor Mygind. Da staten i 1871 overtog driften af de private telegrafstationer, ansøgte de to om at kunne fortsætte som telegrafister, og Theodor sendte tilmed et brev til telegrafdirektør Peter Faber, hvor han indtrængende bad om at måtte få stillingen som telegrafbestyrer i Marstal. Mygind havde familie at forsørge, og han havde i sin fritid forberedt sig på at kunne bestå prøven for aspiranters optagelse ved statstelegrafen ved at tage undervisning i sprog, skrev han.

Mygind blev ansat, men hans telegrafstation kom snart under pres fra byens skibsredere og mæglere, der bad om at få øget ekspeditionstiden til alle ugens dage med henvisning til "den stedse tiltagende benyttelse af herværende station ... Det er især til enkelte ubestemte tider, når fragtmarkedet er livligt, at manglen på fuldstændig dagstjeneste er meget følelig, da forsinkelsen af blot et telegram fra søndag eftermiddag til mandag morgen kan bevirke, at en forretningsafslutning går tabt", skrev de. Ansøgningen blev imødekommet, og den travle telegrafist fik længere arbejdsdage. 

Farveskriftapparatet, som Theodor Mygind indsendte til telegrafdirektør Peter Faber, findes i Post & Tele Museums samling. 

Opfinderen

Theodor Mygind besad med sin baggrund i urmagerhåndværket en stor teknisk snilde. Den 21. oktober 1872 indsendte han til Peter Faber en opfindelse, han havde gjort - en forbedret skrivemekanisme til morsestrimlen på telegrafens modtagerapparat, der påførte strimlens prikker og streger tydelige farver. Før havde man med største besvær måttet tyde de mærker, en stift satte på papiret, når strømmen sluttedes, og en elektromagnet trak stiften mod papiret. Mygind medsendte et stykke strimmel med farveskrift, og Peter Faber var så begejstret, at han straks bad Mygind rejse til hovedstaden medbringende apparatet.

Det er uden tvivl Myginds demonstrationsapparat, der den dag i dag befinder sig i Post & Tele Museums samling, nydeligt graveret med "Th. Mygind Marstal". Mygind fik lønforhøjelse fra 500 til 600 rigsdaler som belønning for sin opfindelse, og i 1878 overtog han også hvervet som postmester i byen. Om det sidste var en god ide er tvivlsomt. 

På dette stærkt udviskede gamle fotografi fra 1896 er Theodor Mygind fotograferet sammen med sin familie foran post- og telegrafhuset på hjørnet af Kirkestræde og Kongegade i Marstal. Det er Mygind-familien på trappen i midten af billedet.  

Stress og arbejdspres

Selv bevæbnet med sit fine farveapparat havde Theodor Mygind nemlig svært ved at hamle op med den kolossale mængde telegrammer, der gik gennem telegrafstationen. Hvor en gennemsnitlig dansk telegrafstation omkring århundredeskiftet årligt ekspederede 3.600 telegrammer, ekspederede Mygind 20.000 på et år, og pr. indbygger var Marstal kun overgået af Frederikshavn som den mest telegraferende by i landet.

I 1885 søgte han både post- og telegrafvæsenet om hjælp i et brev, der fortalte om vilkårene for driften af den travle telegrafstation de sidste 11 år. Selv om han havde fået penge til at ansætte et bud til at bringe telegrammer ud i landdistriktet, var der nu brug for to bude. Arbejdsdagen på 14 timer, selv på søn- og helligdage, var for streng til at han selv kunne klare den, men han havde ikke råd til at ansætte en ekstra telegrafist. 

Theodor Myginds hustru, reservetelegrafist Marie Mygind. 


For at få opgaverne løst, måtte han inddrage sin datter på 18 år og sin søn på 14 år som arbejdskraft, og det blev netop telegrafvæsenets begrundelse for et afslag på yderligere hjælp. Etaten synes at have savnet forståelse for det særlige arbejdspres, der påhvilede telegrafisten i den travle havneby.

Efter Theodor Myginds død i 1896 besluttede telegrafledelsen at fordele postmester- og telegrafbestyrerbestillingerne på to personer i klar erkendelse af, at arbejdsbyrden var blevet for stor til at kunne varetages af en person.

Slægtsforskning på Post & Tele Museum

Historien er en af talrige om ansatte i post- og televæsnerne, som slægtsforskere kan finde i Post & Tele Museums arkiv og bibliotek. Især tjenestemænd - som Mygind - er ofte veldokumenterede og lette at finde i de gamle årbøger o.l.. Fra 1889 indførtes tjenestemandsbegrebet, kontor- og postbudpersonale var med fra begyndelsen, mens landpostbude først blev tjenestemænd i 1919. Herudover har mange slægtsforskere opdaget de gamle telefonbøger som en kilde til slægtninges bopæl og profession.

Post & Tele Museums bibliotek og arkiv findes på 2. sal i museet og har åbent mandag til fredag kl. 10-16.
 

Litteratur

Holten, Birgitte, Da tid blev penge - telegrafen og kommunikationsrevolutionen i slutningen af 1800-tallet, Erhvervsskolernes Forlag 2008.

Kromann, Axel, Marstal postkontor og telegrafstation gennem 100 år 1852-1952, Kbh. 1952.

Nørby, Toke, Den danske postetat (1624-1927 (1983),  Århus 2008.

Postvæsenets Centralbestyrelse, Posthusene og Personellet, 1. april 1896.

Standage, Tom, The Victorian Internet - The Remarkable Story of the Telegraph and the Nineteenth Century's On-line Pioneer, London 2000. 

Kommenter denne artikel

Vi offentliggør kun kommentarer med et lødigt og sagligt indhold

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Andre kommentarer til denne artikel

forfædre af Grete Hansen
De udsendelser jeg har set, har været meget spændende.Det at finde ud af sine aners liv og færden giver stof til megen eftertanke, og hvad vi er kommet af. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1