76 E

Af Kurt Jacobsen

01. Sep. 2004

Det var intet mindre end en verdenssensation, da Jydsk Telefon i 1977 præsenterede 76 E apparatet som sin nye standardtelefon. Både teknologisk og designmæssig var der tale om en revolutionerende nyskabelse. Ikke alene vendte apparatet op og ned på alle hidtidige forestillinger om, hvordan en telefon kunne se ud, men også om, hvad man kunne bruge den til. 

Jydsk Telefons "fattigmandsterminal" til brug i mindre sparekassefilialer var baseret på 76 E-telefonen og en lille dataskærm med mikroprocessor.
Foto: TDC's museumsarkiv. 

Udviklingen af telefonen indledtes i 1974 i samarbejde med Standard Electric Kirk. Leder af projektet var chefen for Jydsk Telefons laboratorium, Kurt Vestergaard, som i 1982 blev adm. direktør for selskabet. Intentionen var ikke blot at kunne tilbyde abonnenterne (endnu) en ny telefon, men at producere og markedsføre, hvad man betegnede som "fremtidens telefon".

En fuldelektronisk telefon var allerede under udvikling hos de store internationale producenter, men de færreste mente, der var marked for en egentlig masseproduktion. Sådan var holdningen ikke i Jydsk Telefon, hvor man havde kig på afsætningsmulighederne i udlandet.

Fremtidens telefon

Som designer faldt valget på Jacob Jensen, der var kendt for sit arbejde for den jyske producent af radio- og tv-udstyr, B&O. Det var fra begyndelsen hensigten, at design og teknik skulle udgøre en enhed: Derfor det liggende tastatur og et ekstra antal trykknapper, så telefonen kunne udnyttes som dataterminal. 

Jacob Jensens første forslag til fremtidens telefon blev vraget, fordi det mindede om en firlænget bondegård.
Foto: TDC's museumsarkiv.

 

Jydsk Telefon blev det første telefonselskab i verden, der kunne tilbyde sine abonnenter et fuldelektronisk trykknapapparat med tonetastatur som standard. Herudover kom telefonen de kommende år i et utal af varianter med indbygget telefonsvarer, regnemaskine, omstilling m.m. beregnet for virksomheder, organisationer og offentlige institutioner.

Telefonen blev desuden anvendt i forbindelse med en særlig dataterminal, som i 1976 blev taget i brug af sparekassen, SDS. Mens 76 E-apparatet i sparekassens lokale afdelinger blev brugt som "sendeterminal" til en central mainframe computer, fungerede en lille dataskærm som "modtageterminal".

Det var dog som telefon i hundredtusindvis af private hjem, at 76 E blev kendt og vandt berømmelse. Ud over Jydsk Telefons egne abonnenter blev den en gedigen eksportsucces.

Den dag i dag står 76 E-telefonen stadig i mange hjem. Og så kan den beses på det verdensberømte Museum of Modern Art i New York, hvor den har en fast plads i den permanente udstilling.

Hele historien om udvikling af 76 E-apparatet og Jydsk Telefons øvrige, banebrydende udviklingsarbejde inden for telefoni og datatransmission kan læses i Kurt Jacobsens bog: Jydsk Telefon - Verdens bedste Telefonselskab, der blev udgivet af Post & Tele Museum i juni. Den 479 sider store, rigt illustrerede bog koster kr. 395,-. Ved forsendelse tillægges kr. 65,-.  

Kommenter denne artikel

Vi offentliggør kun kommentarer med et lødigt og sagligt indhold

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Relaterede artikler

Den moderne telefon - Kommunikation i mellemkrigstiden I
Mobil 25 - slæbbar, dyrebar, tynd, trendy
halloo - designer på linjen
Telefonens første tid i Danmark
Nu faldt 10-øren
Telefonkiosken - og telefonens folkelige gennembrud
Pikant telefoni
Kuriøs telefoni
Telefonok!

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1