Det krævede sin mand

Af Malene Iwersen

09. Oct. 2014

Engang var det danske landskab spundet sammen af telefontråde og telefonstænger. Et net af ledninger snoede sig som spindelvævstråde mellem stanglinjerne og abonnenternes boliger – og byernes huse var prydet med telefonstativer og telefontårne. Og hver gang der var brud på linjen, så rykkede telefonarbejderne ud og rettede fejlen. 

Telefonstang i provinsen, cirka 1900 

Linjens folk var fra begyndelsen en meget broget flok. Der var såvel faglærte håndværkere som ufaglærte arbejdsmænd iblandt dem. Et såkaldt linjesjak bestod normalt af fire mænd: En holdfører, en telefonmontør, en reservearbejder og en arbejdsmand, og der var ofte en streng hakkeorden i sjakket. Som ufaglært kunne man komme ”ind fra gaden” og arbejde sig op i graderne. Arbejdet var ikke ufarligt, for trådene skulle repareres uanset vind og vejr, og linjearbejderen skulle ofte som en anden akrobat kravle ud af tagvinduer og bestige dårligt vedligeholdte tagrygge, som en blæsende efterårsdag kunne være både glatte og lunefulde. 

Telefonarbejdere i København, cirka 1932 

En barsk hændelse

En tidligere medarbejder ved Fyns kommunale Telefonselskab, Niels Nielsen, husker en temmelig barsk hændelse i sine erindringer om livet som telefonarbejder i midten af det 20. århundrede:

En linjearbejder var sendt på fejlretning en tidlig vintermorgen på en af Odenses mange luftledninger, og han havde besluttet at begynde i søjlen på taget af bager Dænckers ejendom. Ejendommen var gammel og ikke særlig godt vedligeholdt, og taget var belagt med løse og revnede teglsten.

Da gutten stak hovedet ud af tagvinduet blæste en væmmelig kold vind iblandet isnåle ham lige ind i øjnene. Han var dog en barsk fyr, så han begav sig op på tagryggen uden at rive nogle af de meget løst liggende teglsten ned. Søjlen sad yderst på gavlen og for at nå den, skulle han passere to skorstene, der lystigt udspyede osen fra ejendommens mange kakkelovne, så det var bare om at holde tungen lige i munden. Da han passerede den første skorsten opdagede han, at de første 3-4 tagsten ikke var forseglet i mørtel og lå løst, og når det nu var det eneste holdepunkt der var (han kunne ikke kravle over skorstenen) at hænge i, når han trådte fra rygningen og ned på den skrå tagflade og de løse sten, var det bare med at komme ned på knæerne og finde noget at klamre sig til længere ned på skorstenen eller på tagryggen. To gange måtte han gennem denne proces inden han nåede søjlen og forsigtigt fik sig mavet op mellem trådene og fik fastgjort sin masterem. Endelig kunne han læne sig tilbage og slappe lidt af. Desværre lå fejlen ikke i søjlen, men længere ud mod abonnenten, så han måtte ned med uforrettet sag. Nu var han ikke særlig varm mere, især hænderne frøs (man brugte ikke handsker dengang) og han var derfor ikke mere så sikker i sine bevægelser, hvilket viste sig da han skulle udenom den første skorsten på vejen tilbage - han turde ganske enkelt ikke! Han krabbede tilbage til søjlen og fiskede sin mikrotelefon frem og hægtede den på et par ledninger med liv og ringede til prøvebordet, der som sædvanlig svarede: ’prøvebordet - et øjeblik’, og lagde røret uden at høre noget som helst. Det var en kold ventetid til de endelig svarede, og ifølge beretningen opfandt han indtil flere eder til at varme sig lidt på. Efter endelig at have fået forklaret situationen fandt man en makker og sendte ham ud for at hjælpe hurtigst muligt. Der sad han så og frøs med anstand til en grinende telefonmand stak hovedet op af tagvinduet, han kastede et 8 mm. reb hen til ham, ikke meget til en voksen mand, men sammen fik de det lempet ud på den rigtige side af skorstenene, hjælperen skulle i hvert fald ikke ud på taget. Det var en væmmelig tilbagetur.

Han gik direkte til nærmeste kaffebar for at atter erhverve lidt varme i kroppen, og her viste makkeren sig som en god kollega og gik med. 

Ansættelseskort fra KTAS. Medarbejderen døde i 1908 efter fald fra vindue.  

Et slidsomt og farligt arbejde

Denne historie endte heldigvis godt for telefonmanden på tagryggen, men udgangen var ikke altid lige så heldig. Gamle ansættelseskort over personalet ved KTAS – som opbevares i Post & Tele Museums samlinger – vidner om forfærdelige arbejdsulykker. Styrt fra vinduer i etageejendomme og fald fra master var en risiko, man løb som linjens mand, for sikkerhedsudstyr var ikke en del af ansættelsen. At ansættelseskortet endvidere var udstyret med en kolonne, der gav mulighed for at notere antal sygedage afholdt på grund af ulykke, antyder også, at det ikke var unormalt at komme til skade under arbejdet.

De mest brugte stænger var mellem 8 og 10 m høje, men store anlæg kunne bruge op til 14 meter høje stykker, og det var ikke helt problemfrit at rejse en sådan stang. Først skulle der graves et 2 m dybt hul – ved håndkraft, vel at mærke. Herefter blev stangen ganske enkelt taget på nakken af 2–3 mand (overmontøren dirigerede) og lagt med rodenden i renden til hullet. Herefter gik man frem under stangen, så langt som man kunne løfte den, og når man ikke kunne mere, brugte man et par rejsegafler, nogle lange jernstænger med en gaffel i enden og en kort spids (gejt) i midten, så den ikke kunne glide af stangen. Med denne metode fik man så stangen på højkant.

De første telefonstænger blev imprægneret ved at ligge i et tjærebad i op til 6 måneder. Her sugede de så imprægneringsvæsken (karbolineum) ind i den ydre skal, som regel ca. 5 cm. ind, hvilket betød, at stangens kerne ikke blev imprægneret og derfor kunne trække vand ind fra rodenden. Stangen kunne derfor rådne op indefra og dermed blive hul. Telefonmanden slog derfor altid på masten med en hammer, inden han gik op i den. Viste den sig at være hul, hvilket nemt kunne høres, viklede man et bindsel af bronzetråd om stangen i øjenhøjde, og på den måde var alle andre advaret. Stangen blev herefter udskiftet hurtigst muligt – en hul stang var ikke sjov at have stående i en sne- og isvinter. Den knækkede nemt og rev ofte flere master med sig ned. 

Ansættelseskortet om den fatale arbejdsulykke: "Væltet med stang i Brønshøj." 

Knække som en tændstik

Senere opfandt man trykimprægneringen, og da blev også telestænger imprægneret (kobbervitriol) på denne måde. Man skelnede mellem de to typer ved at kalde de badimprægnerede for sorte stænger, og de trykimprægnerede for grønne. De grønne stænger kunne også rådne, men de blev ikke hule. Til gengæld blev de som regel ’skøre’ ved roden. Man gravede derfor lidt af stangen fri i jordskorpen for at kradse i stangen med tornen på en lægtehammer eller med en kniv. Var stangen skør, blev den mærket med et par viklinger bronzetråd og senere udskiftet. Man kravlede ikke op i den, for den kunne knække som en tændstik, når den først var blevet skør ved roden.

Dette arbejde var heller ikke uden risiko. En stang kunne veje i omegnen af 100-250 kg, afhængig af om den var tør eller våd, og fik man sådan en halvoprejst stang ned over sig, kunne det være fatalt. Her fortæller ansættelseskortene igen om det risikofyldte arbejde, da en 24-årig ung mand mødte sit endeligt ved mødet med en telefonstang i Brønshøj i 1907.
 

Bedstemanden

Det krævede sin mand at kravle til tops i stænger og forcere hustage, og af samme grund ansatte man ofte søfolk, da de var vant til at kravle til tops i skibsmaster i al slags vejr og på gyngende ’grund’.

Udtryk som ’bedstemanden’, som var en almindelig titel brugt blandt telefonfolk, fortæller om denne brug af søfolk. Bedstemanden var benævnelsen for en styrmand på et mindre handelsskib. Nogle stænger skulle for eksempel afstives, og tilhugningen og monteringen af sådanne stivere tilfaldt som regel bedstemanden. På samme måde tilfaldt al installationsarbejde holdlederen, ligesom det var arbejdsmanden, der måtte slide med at grave de 2 m dybe huller til stængerne – og sådan var arbejdsopgaverne nøje uddelegeret.
 

Stanglinje i Holte, cirka 1910 

Telefonisk oprydning

Da telefonselskaberne begyndte at nedtage tråde og stativer fra byens tage – en proces, som blev indledt i de større byer i starten af det 20. århundrede – var linjens folk igen på en farlig opgave. Ordren lød på at skille alle delene ad, bringe dem tilbage og indskrive det på lageret igen. Arbejdet var langsommeligt og besværligt, da alle dele efter mange års opsætning var både slidte og rustne, og skulle balanceres ned fra tagrygge uden de store hjælpemidler. Tidligere telefonarbejder Niels Nielsen har beskrevet arbejdet fra sit fynske perspektiv, hvor den telefoniske oprydning først gik i gang under efterkrigstiden:

Hvorfor var det farligt? Jo - det var det fordi man skulle balancere med lange tunge ting, for eksempel en U-jerns-arm på 3 - 4 meter der vejede adskillige kilo, mange gange kunne tingene ikke komme ned gennem tagvinduet, så måtte man balancere videre ud til enden af taget og se om der var en have eller noget andet man kunne kaste tingen ned i, uden nogen kom til skade. Alternativet var at rigge en talje til og fire tingene ned eller rejse en lang stige og gå ned med tingene. Personligt har jeg båret en firs kilo tung støbejernsskab til en kabelopføring ned af en stige fra 5. sal. Det kunne også være en kurv med isolatorer og bolte, tung som bare Christensen, og som viste sig heller ikke at kunne gå gennem et lille tagvindue.

Ofte var det umuligt at skrue bolte fra hinanden, de kunne være rustet sammen til en klump, så var der kun et at gøre, fat i en mukkert og ramme hoved eller møtrik præcis på siden så slaget klippede bolten over, men det var halv- eller trekvarttomme bolte, så der skulle slås til, og man skulle være sikker på hånden, og frem for alt, man skulle selv stå sikkert på sine ben. Metoden indebar også en risiko for at nogen kunne blive skadet af bolthovedet, der med maskinpistolsfart fløj langt gennem luften, derfor sigtede man altid ned i jorden - hvis man kunne, og det kunne man ikke altid. For at illustrere den kraft der var i en sådan afklippet bolt, kan jeg fortælle følgende lille tildragelse: Vi havde pillet en stang ned i en af de 25 - 30 m lange baghaver på Vesterbro i Odense, jeg var sat til at skrue isolatorer af armene, men ikke alle kunne skrues af, så de sidste måtte skydes af med en hammer. For at have styr på tingene havde jeg lagt armen på jorden, så jeg kunne føre mukkerten med begge hænder. Kort efter jeg havde skudt den første møtrik af var der en mand der prikkede mig på skulderen, og venligt bad mig om at holde inde med skydningen. Det kunne jeg godt forstå da han fortalte, at han havde ligget på sofaen og fået en middagslur, da der lød et brag og to ruder knustes. Det viste sig, at bolthovedet var gået gennem et vindue i soveværelset, der lå til gårdsiden, for derefter at fortsætte videre gennem stuen og ud af vinduet på facaden. Jeg blev lidt hed om ørerne for jeg kunne jo have slået nogen ihjel.


Artiklen er skrevet med udgangspunkt i tidligere telefonarbejder Niels Nielsens upublicerede erindringer, Fyns kommunale Telefonselskab – Et telefonselskab midt i Danmark, som bevares i Post & Tele Museums samlinger. Nielsen blev ansat som arbejdsmand på linjeafdelingen i 1955 og pensioneret som telefonmester i 1995 efter 40 års tjeneste. 

Kommenter denne artikel

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Relaterede artikler

Telefonens første tid i Danmark
Kuriøs telefoni
Telefonen og fagforeningerne
Fynsk telefonhistorie
Historien om Jydsk Telefon

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1