Tiden løber fra frøken Klokken

Af Jacob Vrist Nielsen

09. Oct. 2012

I mere end 70 år har nationalklenodiet frøken Klokken trofast forsynet danskerne med præcise klokkeslæt. Men mobiltelefoner, internettet og radiostyrede ure har gjort tjenesten så godt som overflødig. Sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor frøken Klokken var en teknologisk revolution, som tusindvis af mennesker dagligt tog kontakt til. 

Frøken Klokken. Foto. Janne Woldbye 

I årene op til frk. Klokkens lancering blev det diskuteret, om man i Danmark skulle indføre et telefon-ur, som man havde gjort med stor succes i nabolandet Sverige. Københavns Telefon Aktie Selskab (KTAS) havde årligt omkring 4 millioner forespørgsler om klokken, så de øjnede hurtigt et stort potentiale i den nye teknologi, og den 5. februar 1939 blev servicen indført på Sjælland.

Den højteknologiske urmaskine blev en tro kopi af den svenske, som havde været i brug siden 1934, og som også var fremstillet af den svenske telefonfabrikant L. M. Ericsson. Den samlede pris var 30.000 kroner. Maskinen blev placeret i Telefonhusets kælder i Nørregade, København.

I Sverige blev maskinen kaldt frøken Ur, og det var også det navn, de danske medier benyttede om KTAS’ nye teknologiske vidunder. KTAS kaldte derimod maskinen for Klokken, slet og ret, men i daglig tale blev det hurtigt til frøken Klokken.
 

Se Aftenbladets artikel fra 4. februar 1939 her.

Da servicen blev lanceret, var det intet mindre end en revolution! Folk var ganske enkelt helt vilde med frøken Klokken. Alene på det første døgn ringede mere end 50.000 mennesker for at høre, hvad klokken var, og på det første år blev der ringet 11.6 millioner gange til den telefoniske ur-tjeneste. Det hjalp også på udbredelsen, at Statsradiofonien (nuværende DR, red.), som tidligere havde markeret, at klokken var 19.00 ved hjælp af morselyde, gik over til at benytte frøken Klokken. 

Den første frøken Klokken var telefonistinde hos KTAS, med da hendes navn kunne give anledning til mange misforståelser, blev det hemmeligholdt 

Frøken Klokken var telefonistinde

For at sikre sig, at frk. Klokkens stemme var tilpas mild og rutineret, blev hun rekrutteret blandt KTAS’ populære telefonistinder. I starten blev hendes navn hemmeligholdt. Kontorchef Poul Borberg forklarede, hvorfor det var nødvendigt:

”Hvis nu den unge dame hedder Frøken Jul (det gør hun nu ikke), saa er det ganske afgjort givet, at Telefonabonnenterne i Løbet af ganske kort Tid vil bede om at tale med Frøken ”Juleklokken” (!) – hedder hun Frøken Paaske, saa beder Abonnenterne blot om at faa at vide, hvad Paasketiden er, og den gaar ikke!” (Berlingske Aftenavis 3.2.1939). 

Da den unge telefonistindes navn et par år senere slap ud, gav Borbergs lidt dunkle udtalelser bedre mening. Det viste sig, at den unge pige hed Anna Edith Sommer-Jensen.  

Marianne Germer. Foto: Teknisk Foto 

Ligesom alle de andre europæiske frk. Klokken-stemmer blev Sommer-Jensen sendt til Sverige, hvor hun i et lydstudie indtalte alle timetal, minutter og sekunder. Det tog otte dage. Ordene blev brændt på i alt seks glasplader, som blev aflæst af fotoceller. Teknikken minder meget om nutidens CD.

I 1970 var teknologien imidlertid løbet fra den gamle frk. Klokken, og en ny blev lanceret. Valget faldt denne gang på radiospeakeren Marianne Germer. Nu foregik afspilningen med tonehoveder, der aflæste en roterende magnetbelagt tromle. En teknik, der minder om datidens båndoptager.

I 1993 blev frøken klokken elektronisk og er i dag i radiokontakt med et atom-ur i Frankfurt am Main. Det er dog stadig Marianne Germers stemme, som lyder i telefonen. Frk. Klokken er nu så præcis, at den højst vil tabe 1 sekund på 1 million år. Men inden frøken Klokken tog danskerne med storm, var der en række tiltag for at få standardiseret tiden. 

Christian d. IV ville have standardtid

Christian d. IV var den første konge, som bekymrede sig om at få indført en fælles standardtid for hele hovedstaden. I et kongebrev fra 1643 beklagede han sig således over, at han dagligt bemærkede, at ”alle sejerværker (tårnure, red.) her i vor købstad København at gange ganske urigtigen og ingen at følges ad”. Christian d. IV´s bestræbelser medførte dog ingen synlige forbedringer, og der skulle gå mere end et århundrede, før nogen fuldførte hans arbejde.

 

Struensees henrettelse på Østerfælled i april 1772, samtidigt stik. En kjøbenhavnsk Embedsmand, Memoirer og Breve, bind XXVII 

Struensee indførte det første tidssignal

Johan Friedrich Struensee var Christian d. VII´s livlæge og dronningens hemmelige elsker. Når Christian d. VII’s sindslidelse plagede ham så meget, at han ikke kunne regere landet, tog reformatoren Struensee over. I perioden 1770-72 var Struensee den reelle magthaver i Danmark, indtil han blev henrettet. 

Struensee var irriteret over de store uregelmæssigheder, der var i de københavnske ure, som i værste tilfælde kunne variere indbyrdes med op til en time. I 1771 bad han derfor professor Christian Horrebow om at udtænke en ordning, som kunne minimere uoverensstemmelserne. Resultatet blev, at der hver onsdag og lørdag blev hejst et splitflag på toppen af Københavns Universitets Observatorium, Rundetårn, som dengang kunne ses fra havet og hele København. Når klokken slog præcis 12.00 blev flaget strøget fra flagstangen.

Det var imidlertid ikke alle, der var lige begejstrede for den nye konstruktion. Kirker, rådhuset og andre med offentlige ure blev nu tvunget til at betale en årlig afgift på 10 rigsdaler. På trods af utallige protester kom ordningen dog til at stå ved kraft i knap to hundrede år!

København havde således fået fælles standardtid, men der skulle gå lang tid, før det blev udbredt til resten af Kongeriget. Postvæsenet, som Christian d. IV havde oprettet i 1624, indførte allerede standardtid i 1858 med København som Danmarks ”tidscentrum”. Nogle år senere fulgte jernbanen trop, men det var først i 1880, at hele Danmark blev forbundet af en fælles tidsenhed.
 

Nikolaj tårn med tidskuglen, før 1909. 

Kuglen falder

Den lavtekniske flaganordning på Rundetårn overlevede i knap hundrede år, indtil striden om tidssignalet atter blussede op. Den øgede skibsfart, som kom med den begyndende industrialisering, satte strenge krav om nøjagtig tidsangivelse. Og ulemperne ved flagning var åbenlyse: For det første kunne det være svært at se flaget i stille vejr, mens stormvejr kunne skjule flaget fra nogle vinkler. Derudover blev flaget kun hejst to gange om ugen og det ved manuel kraft.

For at udbedre disse mangler blev et nyt tidssignal udviklet. Det nye signal blev givet hver dag med en stor kugle af kurveflet i stedet for et flag. Kuglen faldt ved hjælp af telegrafforbindelse med Observatoriet, som i mellemtiden var flyttet fra Rundetårn og ud på Rosenborg Bastion. I 1868 blev det nye signal indviet på tårnet af Sankt Nikolaj Kirke, hvor skibene bedre kunne se det. Ud over en mere præcis tidsangivelse havde København også fået en turistattraktion: 

”Et Særpræg har Byen virkelig ved Nicolai Taarn. Det er noget, de fremmede husker. De husker Frelsers Kirke med det morsomme Spir, og de husker Nicolai Taarn med Kuglen, der falder,” udtalte generalkonsul, skibsreder og senere handelsminister Johan Hansen under Borgerrepræsentationens forhandlinger omkring tidssignalets fremtidige skæbne i 1908.

På trods af Johan Hansens forsøg på at bevare tidskuglen på Nikolaj Tårn, besluttede Borgerrepræsentationen alligevel året efter at flytte tidssignalet, denne gang ud til Silopakhusets gavl i Frihavnen, hvor det forblev indtil 1941.
 

Tidskugle, udateret. Kuglen modtog et telegrafsignal, hvorefter den faldt. Folk kunne så stille deres ure efter faldet. Tilhører Post & Tele Museum. Foto: Jan Friis.
 

Frøken Klokken slog kuglen ud!

Kun to år efter, at frøken Klokken havde gået sin sejrgang over det danske land, var tidskuglen blevet reduceret til et kuriosum, et fortidslevn, som ingen ved deres fulde fem kunne finde på at opsøge. Som en journalist fra Berlingske Aftenavis spøgefuldt kunne bemærke, havde ingen ”lyst eller tid til at gaa ud i Frihavnen for at konstatere, om deres Ur gaar rigtigt, naar man Døgnet rundt kan faa opgivet den nøjagtige Tid ved at tage Telefonen og lytte til Frøken Klokkens klare og præcise Stemme”(Berlingske Aftenavis 28.3.1941). 

Tidskuglen kom på museum, og kirkerne slap for den ekstra udgift, de havde haft siden Struensees tidsreform.

Selvom det nu var blevet meget lettere at finde ud af, hvad klokken var, fik danskerne dog ikke mere præcise klokkeslæt af den grund, da frøken Klokken også fik sin tidsangivelse fra Observatoriet på Rosenborg Bastion, ligesom Tidskuglen havde gjort før hende.

I det næste halve århundrede var frk. Klokken en eftertragtet maskine med gennemsnitligt 40.000 opkald om dagen. Men allerede ved årtusindeskiftet var dens popularitet dalet drastisk. Den tidligere så folkekære frk. Klokken måtte nu vige pladsen for nyere teknologier såsom internet, mobiletelefoner og radiostyrede ure. Tiden var ganske enkelt løbet fra hende!

De dage, hvor frk. Klokken var en indbringende forretning, er således for længst gået på hæld. I 2007 blev den norske pendant til frk. Klokken nedlagt, mens den danske – indtil videre - fortsætter ufortrødent. Så hvis du er interesseret i at vide, hvad klokken er, så ring til stemmen fra fortiden på: 70 10 11 55.

I Post & Tele Museums nyeste udstilling, Telefonens Triumf, kan du opleve maskinen bag Marianne Germers stemme.  

Kommenter denne artikel

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1