Kært barn har mange navne

Af Henrik Pind

01. May. 2008

Drejeskive eller nummerskive, tastatur eller trykknapper? Lægmænd og fagfolk taler ikke samme sprog, når det handler om telefoner og de dele, de består af. Sådan har det været lige siden telefonens barndom.
 

Ericofon, L.M. Ericsson, 1956 

Mikrotelefonen

I de første telefoner efter 1876 var mikrofon og telefon adskilt. En mikrofon var den, man talte i, og telefonen, som direkte over-sat betyder „fjern lyd", var den, man lyttede i og holdt op til øret. Da man i begyndelsen af 1890'erne byggede mikrofon og tele-fon sammen i én enhed, blev den kaldt for „mikrotelefon". Det ord har fulgt fagfolkene helt op til i dag, mens det mest almin-delige udtryk i befolkningen for mikrotelefonen har været „høre-røret". Alt efter designet af telefonen har man kaldt den for noget forskelligt. Da man begyndte at fremstille telefoner af bakelit og plastik, blev mikrotelefonen ofte benævnt som „knoglen" eller „negerknoglen" alt efter farven på telefonen, eller ganske enkelt „telefonrøret".

Øgenavne

Adskillige telefoner har haft øgenavne gennem tiden. I 1892 kom et apparat med mikrotelefon - altså telefonrør - og hånd-sving. Det fik hurtigt navnet „symaskinen". Apparatet blev også kaldt for „lyrefodstelefonen", angiveligt på grund af benenes form. I 1956 kom Ericofonen i handelen. Dens opretstående form kunne minde om en brilleslange, så den blev kaldt for „cobra". På Fyn fik den øgenavnet „grønthøsteren" efter sin lig-hed med den tragt, der sad på en grønthøster.

Da man i begyndelsen af 1950'erne for alvor begyndte at automatisere centralerne i Danmark, blev abonnentens telefon udskiftet med en nummerskivetelefon. I daglig tale blev den benævnt som dreje-skivetelefon; man drejede jo nummeret. Spørger man en fagmand, vil han sige „nummerskive". En drejeskive er nemlig for en anden slags fagfolk den skive, et tog kører ud på for at skifte spor til remi-sen. I 1960'erne blev nummerskiven udskiftet med et tastatur, så man kunne trykke nummeret i stedet for at dreje det. Det blev i daglig tale en „trykknaptelefon", men for fagfolkene er det stadig et tastatur-apparat.

 

Stangrækker i det midtjyske foreviget af kunstne-ren Erik Raadal i maleriet "Landevej" fra 1935. Post & Tele Museum. 

Telefonledning?

Det, der i dagligdagen hedder telefonledningen, er af fagfolk benævnt som „snor" eller „snørre". Det er den ledning, der forbinder henholdsvis mikrotele-fonen - altså telefonrøret - til telefonapparatet og telefonapparatet til stikket i væggen. En telefonled-ning er for fagfolk den ledning, der går fra stikdåsen og ud af huset.

Telefonpæle?

Før man gravede telefonkablerne ned i jorden, hang de i luften på nogle „stænger". Når man kikke-de på landskabet, kunne man se en lang „stang-række" langs landevejen. Telefonmanden, der ar-
bejdede i dem, udførte „stangarbejde", og når han
kravlede op i dem, havde han „sporer" på. I befolk-
ningen blev stængerne oftest benævnt som telefon-
pæle eller telefonmaster.
 

Kommenter denne artikel

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1