Hvad gør man, når telefonen ringer?

Af Henrik Pind

03. Feb. 2011

Hvordan man taler i en telefon, er ikke noget man tænker særlig meget over i dag, men sådan har det ikke altid været. For bare 30 år siden, før mobiltelefonen gjorde sin entré, gjorde de danske telefonselskaber meget ud af at oplyse abonnenterne om korrekt telefonbrug. Det fremgår bl.a. af filmen "Telefonen ringer", som er dukket frem under Post & Tele Museums registrering af gamle film. 

Model 76E blev designet af Jacob Jensen (f. 1926) og lanceret i 1976. Den er solgt i mere end 20 millioner eksemplarer over hele verden og var nok den mest udbredte telefon i 1984. 

Filmen er fremstillet af Jørgen Bagger filmproduktion til De samvirkende Telefonadministrationer i 1984, og de fleste skuespillere er medarbejdere ansat ved Jydsk Telefon. Filmen er indtalt af Ulf Pilgaard og illustrerer på humoristisk vis den dagligdags brug af telefonen:

"De manglende synsindtryk af den, man taler med, kan i mange situationer gøre det svært at få den rigtige mening ud af de ord, man hører. I en samtale er ordene i sig selv under 10 % af meningen, ca. 40 % er måden, man siger ordene på, og resten er mimik og kropssprog. Synsindtrykket er en væsentlig del af en samtale, og når man snakker i telefonen, ser man jo ikke hinanden og kan ikke opfange nik og hovedrysten, derfor skal man med sin stemme alene dække den manglende mimik og bevægelse for at blive forstået". Det kan være svært at gøre i praksis, men filmen illustrerer på udmærket vis, hvordan det kan lade sig gøre med det rigtige sprogbrug. 

Se klip fra filmen her

Den populære telefonmodel F78 optræder ofte i filmen. Den er designet af Henning Andreasen (1923-1985) og blev lanceret i 1978. 

Vi har alle sammen et billede af os selv, men hvilket billede danner andre sig af os, når vi taler med dem i telefonen? Det er alene stemmens brug, der afgør det. De fleste kender nok til at have talt med en person mange gange og har dannet sig et billede af vedkommende. Hvis man så en dag mødes, er det ikke sikkert, at indtrykket passer med virkeligheden. Filmen viser blandt mange andre en række eksempler på, hvordan en persons stemme i telefonen kan give modparten i den anden ende af røret et helt forkert indtryk.

"Hej mor", "Dav Peter" eller "Hva' såå.." . Sådan kan det godt lyde i dag, når folk tager deres mobiltelefon. Man præsenterer sig ikke altid korrekt med navn, som man skal ifølge filmen. Det skyldes, at man i dag kan se, hvem der ringer, og indrette sin præsentation derefter. Siden 1990'erne, hvor man indførte nummervisning, har man haft denne tjeneste. Mobiltelefonen har indbygget telefonbog, så man får automatisk navnet op på displayet, nar der ringes til den. 

Sammenligner man den korrekthed, som filmen illustrerer, med nutidens måde at tale i og bruge telefonen på, må man konstatere, at meget har ændret sig på bare 30 år. Hvor det før var husstanden eller firmaet, der havde en telefon, er det i dag en personlig ting. I begyndelsen af 2010 var der 7,4 millioner mobilabonnementer i Danmark. Af dem bliver ca. 600.000 brugt til data. Fastnettelefonen er på tilbagetog, og mobiltelefonen er fortsat i rivende udvikling. Man har telefonen med sig overalt og snakker i den hvor som helst og når som helst.

Mobiltelefonen er en lille computer, hvor man har sine personlige oplysninger, det være sig kalender, sms, mail, billeder og video, og den kan endda synkroniseres med pc'en. Man låner den helst ikke ud, og den er beskyttet med en pinkode. Lige inden man lægger sig til at sove, tjekker man lige, om der er en ny sms eller en telefonbesked. Ja, meget har ændret sig siden telefonselskaberne i 1980'erne prøvede at lære abonnenterne telefonkorrekthed.

Hvis du har fået lyst til at se hele filmen, er du meget velkommen til at kontakte Post & Tele Museum. 

Kommenter denne artikel

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Relaterede artikler

76 E

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1