Plankeværkslytteren er død

Af Martin Gerster Johansen

28. Jun. 2013

1. juli 2013 skal danskerne ikke længere betale radiolicens. For første gang i 88 år kan vi med god samvittighed skrue os gennem FM-båndets statiske knas og lande på en af Danmarks 200 radiostationer helt uden at betale for det. Helt licensfrie bliver vi dog ikke: Medielicensen findes stadig og skal betales, hvis man ejer tv, computer, smartphone eller tablet. Men der var engang hvor radioen var det eneste levende medie. Det var med den at licensen blev født. 

Dansk radiohistorie begyndte da Valdemar Poulsen og P.O. Pedersen i 1904 tog fat på deres eksperimenter med hurtigtelegrafi via buesendere. Forsøgene foregik i Lyngby – hvor vi i dag finder Lyngby Radio – og nåede en milepæl da det i 1909 lykkedes at sende æterbåren tale hele vejen til Esbjerg. At Valdemar Poulsen overhovedet fik lov til at foretage sine eksperimenter var dog helt og aldeles på statens nåde. Reglerne for radiotransmission var nemlig at finde under telegraflovgivningen og således statsmonopoliseret ifølge en lov fra 1907. Det var ganske enkelt ikke tilladt at eje en radiomodtager med mindre man, som Valdemar Poulsen, drev særlig ”forsøgsvirksomhed”.

I 1923 blev radioloven dog lempet og man kunne søge om særlige ”licenser” til at eje en radio. Det benyttede en række amatørklubber sig af. De havde set mulighederne i den nye teknologi og snart sendte de udsendelser med både musik og nyheder. Men i 1925 trådte staten i karakter og samlede den danske radiospredning med ”Radioordningen”, der året efter blev til ”Statsradiofonien”. Finansieringen skulle opnås gennem den såkaldte licens: en afgift til alle der ejede radioapparater.
 

Licensmærker

I postvæsenets interne skrivelse ”Officielle Meddelelser” kunne man således 22. april 1925 fortælle at man på forsøgsbasis skulle yde sin assistance i indkrævningen af den nye afgift: ”I Anledning af, at Staten skal overtage Radiospredningen her i Landet bl.a. paa Vilkaar, at der af samtlige Indehavere af Radiomodtagerapparater for Finansaaret 1925-26 skal betales en Afgift til Staten af 10 Kr. for en Krystalmodtager og 15 Kr. for en Lampemodtager eller en Modtager, ved hvilken der anvendes Lamper til Forstærkning…”

Radiolytterne skulle på posthuse eller hos landpostbudene købe ”…nogle særlige til Paaklæbning paa forskellige Radiomodtagere Mærker…” Betalerne blev registreret på en særlige blanketter, der sammen med et særskilt regnskab hver måned blev indsendt til Generaldirektoratet.

I bytte for sine licenskroner fik man således en frimærkelignende mærkat, som skulle placeres på radioapparatet. Med det kunne man nu lovligt høre med når Statsradiofonien udsendte musik, foredrag eller nyheder. Men hvem der bestemte over æteren og at den stadig havde andre brugsområder end underholdning, var tydeligt at se blandt ”licens-betingelserne” på bagsiden af licenskortet:
”Modtagerapparater maa ikke benyttes til Modtagelse af andet end Rundspredningsstof. Hvis andre Radiomeddelelser uforvarende modtages, maa de ikke meddeles videre eller udnyttes erhvervsmæssigt.”
 

Krystalmodtager, 1926. Bemærk mærkaten, der dokumenter at licensen er betalt. 

En ny forretning

Radioen blev en enorm succes. Sjældent havde danskerne taget en ny teknologi til sig så hurtigt. Tilmed gjorde mange det efter reglerne og købte licensmærker af et omfang, der gav Statsradiofonien en indtægt på hele 1,5 millioner kroner allerede i virksomhedens andet år: forretningen løb rundt.

Mange af pengene gik til alene at indkræve licensafgiften. Det var et omstændeligt arbejde, der krævede registrering af radiolytterne samt typen af apparater og medførte store udgifter til porto når nye opkrævninger skulle sendes ud.

Men der blev også investeret i indhold. I de første år gik op mod halvdelen af licenskronerne til produktion. Hørespil, udsendelser fra det Kongelige Teater og anden underholdning betød en fast strøm af penge til rettighedshavere som forfattere og komponister. I tilfældet forfattere måtte man forhandle i hvert enkelt tilfælde, mens komponisterne stiftede KODA (Danske Komponister) til formålet. Der blev aftalt overenskomster og faste afgifter – radio blev big business.
 

Indbetalingskort på kr. 10 fra finansåret 1936-37.  

Postgiro

I 1930 blev det i Officielle Meddelelser forkyndt at fra begyndelsen af Finansåret 1930-31 skulle opkrævning af radioafgiften foregå via postgirosystemet. Postgiro var på det tidspunkt 10 år gammelt og ganske velkendt blandt danskerne. Eksisterende lyttere fik med posten tilsendt et blåt indbetalingskort, mens nye lyttere kunne samle et grønt op på posthuset. Samme år udsendtes der 16. december et cirkulære fra justitsministeriet til samtlige landets politimestre med instrukser om at holde særligt øje med licenssnydere – de såkaldte ”Plankeværkslyttere”. Måske virkede det, for samme år steg indtægten fra licensafgiften med 1,1 million kroner.

Når radioen 1. juli 2013 for første gang i 88 år bliver gratis er det et krystalklart billede på medierne anno 2013. Statsradioen er nu også fjernsyn og internet, og licensafgiften indsamler årligt op mod 5 milliarder kroner til brug for Danmarks Radio og en bred vifte af andre tv- og radiokanaler. I dag er der blot ca. 46.000 husstande i Danmark, der kun betaler radiolicens. De har alle modtaget et brev fra DR Licens med en venlig påmindelse om at de lytter gratis pr. 1. juli. Altså med mindre de har fået fjernsyn, computer, smartphone eller tablet i mellemtiden.
 

Litteratur og kilder

Ahm, Leif, En verden i lyd og billeder – fra krystalapparat til Video-kassette, Lademann 1972

Breidahl, Axel (red.): Danmarks Radio – Den Danske Statsradiofoni gennem 15 aar, Chr. Erichsens Forlag 1940

Fogh, Esper: Trådløs – Valdemar Poulsen og Radiobølgerne, Post & Tele Museum 1998

Officielle Meddelelser, Generaldirektoratet for Postvæsenet, flere årgange

Danmarks Statistik: Radio og TV

 

Kommenter denne artikel

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1