Fra København til Odense på kun 20 timer

Af Erik Jensen

27. Aug. 2014

Når rejsende mellem København og Odense i 2014 vælger at rejse med toget, sker det i forvisning om at få en bekvem og hurtig befordring. Køretiden er sat til 1½ time med et Intercitytog og kun 1¼ time med et Intercity-lyntog, og når fjerntogsstrækningen mellem København og Ringsted via Køge engang bliver færdig, når rejsetiden sikkert ned på 1 time. Så hurtigt er det imidlertid ikke altid gået på denne strækning. 

Rasmus Christiansen: Hamborgerdiligencen ankommer til Postgården i Købmagergade.
 

Før åbningen af baneforbindelsen over Storebælt i 1997 medgik der yderligere en god times tid til ombord- og ilandkørsel samt sejlads ved færgeoverfarten. Og går vi endnu længere tilbage i tiden – faktisk hele 180 år – tog turen planmæssigt omkring 20 timer fra København til Odense med Hamborgerdiligencen.

Det var i årene omkring århundredskiftet 1800, at det danske postvæsen investerede i sin første diligence. Køretøjet blev indkøbt i Amerika, og det afprøvedes på ruten København-Helsingør. En identisk kopi af samme diligence blev bygget og forsøgsvist indsat på ruten København-Korsør, men eksperimentet faldt ikke så heldigt ud. Nye forsøg blev iværksat i starten af 1830’erne med mere tilfredsstillende resultat. Fra 1834 blev diligencer indført i større tal og var i daglig brug, indtil de sidste kørte i garage i 1912 efter at være blevet udkonkurreret af først jernbanen og senere landevejstransport med automobiler.
 

Detalje fra Rasmus Christiansen: Diligencen kører ud gennem Vesterport.  

En gammel dames erindringer

Hvad får man tiden til at gå med, når man rejser med tog i dag? Alt muligt lige fra at læse aviser og bøger, føre telefonsamtaler, høre radio eller spille på mobiltelefonen eller måske arbejde på den bærbare via togets trådløse WiFi-forbindelse til Internettet, fortære medbragt eller indkøbt mad og drikke, samtaler – undtagen i de såkaldte stillezoner – og måske en lille én på øjet eller et toiletbesøg ind imellem.

Sådan forløb en diligencerejse ikke i 1834. Vor tids moderne bekvemmeligheder fandtes ikke, så hvad fik man mon tiden til at gå med dengang? Det ved vi heldigvis en hel masse om takket være samtidens og senere tiders rejsebeskrivelser, og her er en af dem. Den blev lanceret som et betegnende billede af 1830'ernes rejseliv fra »en gammel Dames« erindringer.

Her er beretningen, ganske som den blev trykt dengang med store begyndelsesbogstaver i alle navneord og ”gammeldags” grammatik, men med mine forklaringer til visse ord og passager anført i kantede parenteser:

Hvilken Glæde og hvilken Forbavselse kom der ikke over Publikum, da man i det Herrens Aar 1834 erfarede, at man nu for Fremtiden kunde komme fra København til Odense i lukket Vogn, endogsaa i Karet, uden at have Ulejlighed med at besørge sit Pas paategnet eller med at bestille Bæltpassage og uden at ligge over [overnatte] o. s. v., o. s. v., og det for den billige Pris af 10 Rbd. [Rigsbankdaler], eller som man nu [i 1918] vilde kalde det, 20 Kr. pro persona. Tænk! Karet med en Kørehastighed af 3/4 Time Milen [7,5 km] og kun med 1 Times Ophold paa hver Poststation, man kom forbi. Paa den Maade naaede man jo Maalet, Prins-Guvernørens Regeringssæde [Odense slot], i mindre end et Døgn, og al den Komfort endog to Gange om Ugen.

At se den brede gule Karosse med Kupéen foran, de store Lygter, den statelige højrøde Kusk og de 4 Heste svinge ud af Postgaarden paa Købmagergade, maatte gøre en Dansk varm om Hjertet og overtyde ham om, at man fulgte med Tiden. Hidtil havde man kun set saadanne storartede Befordringsmidler paa de smukke Nürnberger-Billeder med Underskrift: »Die Schnellpost«, »La diligence«, men ikke troet, at saadant kunde komme til os.

»Personposten« hed den ny Befordring officielt; men det franske Navn blev straks det gængse mellem Mand og Mand og fortrængte til sidst ganske det første. Det ydre Skue var imponerende, og gjorde man dernæst Bekendtskab med Vognens Indre, fandt man utallige Bekvemmeligheder, som man tidligere ikke havde haft Anelse om: Tæppe paa Bunden, polstrede Sæder med Fjedre, Remme til at hvile Armene i og et Net under Loftet til Smaasager. De seks yderste Passagerer, to i Kupéen og fire i Vognen, kunde desuden gennem de store Spejlglasruder fryde sig over Landskabet uden at lide af Vejrligets Ulemper, en Nydelse, som derimod var meget indskrænket for de tre, der havde Midtpladserne.
 

Personbillet fra 1836 til Hamborgerdiligencen fra Odense til København. 

Af sted gik det

For Sjællands Vedkommende havde Udsigten dog ikke stort at sige; thi »Hamborgerpost«, som Diligencen tog med de to Gange om Ugen, kørte fra Griffenfeldts gamle Palæ [Postgården] Kl. 7 om Aftenen, altsaa en stor Del af Aaret i Mulm og Mørke; men des mere Pris maatte man jo saa sætte paa de andre Indretninger. Foruden Manglen paa Udsigt havde de tre Pladser midt paa Sæderne ogsaa andre Ulemper; thi saa bred end Befordringen var bygget i Forhold til andre Ekvipager, der færdedes paa Landevejene ved Vintertide, saa var Pladsen dog kun beregnet til Personer af normale Proportioner, og tit blev dette juste milieu [den gyldne middelvej] overskredet af én eller endog af to rejsende. Over den midterste gik det altid ud, han fik Trykket fra begge Sider. Det kom derfor an paa at sikre sig en god Plads, og det kunde man ogsaa paa en fuldstændig loyal Maade ved at komme tids nok og bestille sig en saadan »forlængs og til højre« flere Dage i Forvejen.

Man fik da sin »Passagerseddel« nøjagtig udfyldt, med Fornavn og Efternavn, Stilling og Titel, om man havde nogen, med Angivelse af Pladsens Nummer og Rejsens Maal, ikke at tale om den Dato og det Klokkeslet, man havde at møde paa Postgaarden. Her var, i det mindste noget senere hen i Tiden, indrettet et Venteværelse; men kun stærk Kulde, Regn eller Storm formaaede at føre de rejsende og deres Venner der ind, ellers foretrak man at blive i Gaardsrummet, hvortil en Del Beboelseslejligheder for de tilstødende Gader havde Udsigt, og der saa og lod man sig se til gensidig Underholdning, indtil Øjeblikket kom, da Postfunktionæren anviste enhver hans Plads og raabte: »Kør!« Saa blæste Postillonen i sit Horn, smeldede med sin lange Pisk over de 4 Heste, og fulgt af flere eller færre Wienervogne, der rummede de rejselystne, der ikke kunde finde Plads i Kareten, satte Toget sig i Bevægelse ud paa Gaden, hvor alle vege til Side, op over Amagertorv. Vimmelskaftet, Gammeltorv, Frederiksberggade og Halmtorvet, gennem Vesterport ad Frederiksberg til. Farten standsede lidt, medens den tunge Vogn blev kørt op ad Bakken ved Slottet. Saa var man allerede langt uden for Byen og satte sig rolig til at slumre, til man naaede Roskilde Kro [mellem vore dages Albertslund og Tåstrup]. Bivognene kørte ind i Laden; men Hovedvognen var tvungen til at blive uden for.

Porten var bygget uden Hensyn til dens Størrelse. Kromandens Karle kom med deres tændte Staldlygter, deres Træsko genløde paa Stenbroen, medens de vekslede Tilraab og korte Sætninger med Postkuskene og hjalp dem med at spænde Skaglerne fra Vognene. Vandet pjaskede i Spandene, medens Jernhankene sloge mod Staverne, Hestene slukkede deres Tørst med klukkende Lyd og bleve trakterede med Brød, og naar Køresvendene saa havde trampet lidt med deres jærnbeslagne Støvler for at forvinde Stivheden, hægtedes Heste og Vogne sammen, og af Sted gik det.
 

Den gamle postgård i Slagelse var poststation i årene 1774–1875. Inv.nr. 4403.

 

Ind i Sorø kom den aldrig

I Roskilde og i alle øvrige Byer, hvor der var Poststation, var der derimod et længere Ophold. Brevposten blev afleveret, der kom friske Heste og, om det var nødvendigt, bleve nye Bivogne skaffede til Veje. Passagererne, selv i den gennemgaaende store Postkaret, stode derfor næsten altid ud og toge sig en Forfriskning i den saakaldte »Postgaard«, der forbandt »Det kgl. Postkontor« med et privilegeret Gæstgiveri. Det var ikke sjældent, at den kgl. Postmester i egen Person, understøttet af den saakaldte »Litsenbroder« [drager ved en havn eller ved postvæsenet], satte Stiger til Vognene og hjalp de rejsende ud, thi skønt Diligencen havde Trin som en anden Karet, var det dog en temmelig vanskelig Sag at komme ned af Kupeen, og Damer vare meget taknemlige for denne Hjælp. En Times Tid gik hen med dette, og med ny Kusk og friske Heste gik Ruten til Osted Kro, hvor Scenen fra Roskilde Kro gentoges, og derfra videre til Ringsted. Men skønt det berømmelige Sorø i mange Tider havde været Købstad, blev det dog ikke betragtet som »Station«, og Diligencen bedede i Begyndelsen af sin Tilværelse slet ikke der, men lod de lærde Fædre og deres lærde Disciple selv hente deres Post i »Krebsehuset«, ¼ Mil uden for Byen. Dette blev dog senere forandret, den store Vogn og dens fire Heste maatte vige af fra Kongevejen ned ad »Rønne-Alleen« lige til Byen og derfra tilbage for at naa den slagne Landevej igen. Ind i Sorø kom den derimod aldrig; den var altfor høj og maaske ogsaa for bred til at vove sig gennem den, en privat Mand tilhørende Port, der den Gang dannede Indkørslen. Vognen holdt paa en grusbelagt Plads uden for, medens Brevene til Byen udleveredes, og Skrivelserne fra samme bleve modtagne. 

Slottensgade i Korsør. Postgården t.v. og postkontoret t.h. var i brug som sådan ca. 1781–1865. Inv.nr. F2717. 

En flygtig ven

Hen ad Morgenstunden var Personposten naaet Slagelse, og kort forinden skimtede de vaagne Passagerer deres sovende eller døsende Fæller, der nu lidt efter lidt korn til Bevidsthed og saa sig om. I Nattens Løb havde man ofte haft Lejlighed til at gøre hverandre en eller anden lille Tjeneste, og nu, da Morgenen oplyste Grupperne, var man i Almindelighed meget velvillig stemt. En lod et Ord falde, og inden ret længe var tit Samtalen i fuld Gang. Under de smaa Forhold her hjemme havde man ikke saa sjælden faaet Emner fat, som kunde interessere de fleste, der jo næsten altid hørte til samme Samfundsklasse. Man traadte ud af Kareten i Slagelse som Bekendte og vare næsten Venner paa de sidste 2 ½ Mil til Korsør; rigtignok var for det meste Venskabet et saadant som det, hvormed Visen ligner Glæden:

En flygtig Ven, Som paa en Rejse man finder.

 

Hamborgerdiligencen ankommer til postgården i Nyborg. Inv.nr. 4470. 

Den ventende Dampbaad

Korsør kørte man strunk igennem, afleverede Posten og Passene paa Posthuset og havde dernæst den exceptionelle Nydelse at blive befordret den lange Vej fra Stadens Grænse til Dampskibets Anlægsplads, en Vejstrækning, som det overlodes alle andre rejsende at tilbagelægge, som det faldt dem for godt. Paa Broen skulde adskilligt i Orden, inden man turde gaa om Bord i den ventende Dampbaad. Passene vare blevne viserede, baade af Byfogden og af Skansens Kommandant, og en Kendelse [drikkepenge] maatte erlægges, inden det tillodes nogen at forlade Sjælland. Med megen Høflighed blev man hjulpen over paa Skuden og fik begyndt den saa frygtede Bæltpassage. Vejret skulde være sjældent godt, om ikke Halvdelen af de passerende blev hjemsøgt af den yderst ubehagelige, halvt latterlige Søsyge. De Bekvemmeligheder, der her stod til Publikums Tjeneste, vilde vist nu om Stunder blive vragede af enhver tredje Klasses Jærnbanefarer. Man kunde f. Eksp. hverken faa Mad eller Drikke om Bord; men disse Mangler bleve paa en Maade erstattede ved en redebon Hjælpsomhed hos Skibsfolkene. Den egenlig opvartende var i mange Aar en halvgammel Sømand. Han skulde nok sørge for, hvordan man kom til at sidde bedst med Hensyn til Vejr og Vind, og uden Forlangende kom han med Tæpper og Puder, som han med en sjælden Færdighed anbragte om de paagældende. De syge passede han som en udlært Sygepasser, og hans Hukommelse var saa god, at han genkendte og bød enhver velkommen, der blot een Gang aarlig til nogenlunde bestemt Tid gik over Bæltet.

De fleste betraadte dog Nyborg Skibsbro med et Befrielsens Suk, som efter en overstaaet Fare. Den fynske Diligence holdt her lige saa pyntelig som den sjællandske og tog de rejsende op, skønt Vejen til Postgaarden var meget kort. Medens Passene atter skulde efterses o. s. v., gik man, da man nok kunde trænge til Mad og Drikke, næsten uden Undtagelse ind i den, som Hotel vidt berømte Postgaard. I Almindelighed afgav man et sørgeligt Skue, udmattet og forpjusket som man var af Natte- og Sørejsen, og mange vare vist ofte et kærkomment Stof til Morskab for Fæstningens Officerer, der altid indfandt sig i Gæstestuen ved denne Tid.
 

Kuglepostvogn ved Horsens i 1823. Vogntypen var i brug i årene 1815–1865. Inv.nr. 482. 

Den lille vimse Kuglepost

Dog ogsaa det fik Ende. Kareten og Bivognene kom til Stede. Postmesterens Myndighed fik enhver anbragt, man betalte taalmodigt ud af Vognenes Vinduer de per fas eller nefas [med det gode eller det onde] af Litsenbrødre afkrævede Gebyrer, og Vogntoget snoede sig gennem de snævre Gader. I Landporten fik man københavnske Fæstningsfornemmelser, ud over Voldgraven gik det, - endnu en Omdrejning, og hen ad den gulvglatte, snorlige Nyborg Landevej kørte man med den stolte Bevidsthed kun at skulle vige Sporet for selve Kongens Vogn og for den lille vimse »Kuglepost« (Brevposten), der med sit diminutive Kuskesæde og sine kraftige Heste for hen ad Vejene. 

Postgården i Odense, 1838. Poststation i årene 1763–1866. Inv.nr. 1710. 

Ved maalet

Et Ophold endnu i den store Langeskov Kro, og saa viste Odense Katedral, St. Knud, sig i Perspektivet. I Løbet af 1 ½ Time blev den større og større, og man naaede det med Trottoir [fortov] kantede Stykke Landevej nærmest Fyns Hovedstad. Allerede her opdagedes spaserende Odensianere, der ved det første Glimt af Posten vendte om og i Stormskridt ilede ad Byen til. Det var simpelt hen Venner og Slægt af de rejsende, som Tiden i eller udenfor Postgaarden var bleven for lang; thi uagtet alle gyldne Løfter om: »kun 1 Times Ophold« ved hver Station og ¼ paa hvert Bedested, var det ventede Posttog dog bleven forsinket undertiden 1 à 2 Timer. Men det tog man sig ikke nær, nu var man der; baade de, der vilde tage mod Venner, og de, der selv vilde rejse, fandt sig i det uundgaaelige. Diligencen naaede Byens Grænse, Kusk og Heste gjorde den sidste AnstrængeIse for at komme standsmæssigt over Aabroen og op ad den lidt stejle Gade, der førte til Posthuset. Venner hilste paa de ankomne, der dog først vare stærkt sysselsatte med at finde deres Kufferter, som de selv vare ansvarlige for. Kl. 3 – 4 om Eftermiddagen var man ved Maalet.
 

Afsluttende bemærkninger

Rejseberetningen blev i sin tid trykt på siderne 151–157 i postinspektør Jørgen Bergsøes bog fra 1918 med den imponerende titel ”Postvæsenets Historie fremstillet i Hovedtrækkene som Lærebog til Brug ved Forberedelsen til Fagprøve for Postvæsenets Embedsklasser, 2. Del”.

Og således oplyst kan man jo i bakspejlet reflektere lidt over, at hele beretningen kunne læses i løbet af den tid, det med lyntoget ville tage at tilbagelægge en eller to af de etaper, som krævede mindst et par timers kørsel i diligencernes dage.

Museet har tidligere berettet om diligencerne i vort blad, MuseumsPosten. Nogle af artiklerne kan læses ved at søge på ordet ”diligence” i dette link:

http://www.ptt-museum.dk/museumsposten/tidligere_artikler/ 

Kommenter denne artikel

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1