Følsomme informationer i neutrale kabler

Af Andreas Marklund

27. Nov. 2014

Verdenskrigen og kommunikationerne II

Første verdenskrig var en højspændt og hektisk tid ved de danske og skandinaviske telegrafstationer. Millioner af telegrammer strømmede gennem kablerne i de neutrale og strategisk beliggende lande. Og over hele Skandinavien forventendes personalet at holde øje med indholdet i den voksende telegramtrafik.
 

De "fortrinlige Apparater" i Hovedtelegrafstationens "store, nye Apparatsal", 1914. 

Den 13. september 1914 bragte ugebladet Hver 8. Dag en poetisk beskrivelse af det glødende aktivitetsniveau ved Hovedtelegrafstationen i København:

Naar man ved Nattetid gaar forbi den kongelige Hovedtelegrafstation paa Købmagergade, hører man en Lyd som af mange Flyvemaskiner, der snurrer i Luften. Larmen kommer fra Telegrafvæsenets store, nye Apparatsal, hvor Creed-apparaterne er i travl Virksomhed.

Teksten fortsatte med at hylde ”disse fortrinlige Apparater”, som gjorde at telegrammer i enorme kvantiteter dagligt kom strømmende ”gennem Traadene til København fra hele Verden”. Efter krigsudbruddet i august 1914 var informationsmassen blevet så omfattende, at selv ”gamle Telegrafmænd ikke mindes en saa overvældende Tilstrømning”.
 

Kort over det globale telegrafnetværk, 1903. 

En global informationscentral

Telegramtrafikken voksede drastisk under første verdenskrig i hele det neutrale Skandinavien. Men Danmark havde endog en særlig placering som knudepunkt for de globale informationsstrømme. Årsagen var Store Nordiske Telegrafselskab. Det verdensomspændende selskab var blevet stiftet i 1869 af forretningsmanden Carl Frederik Tietgen. Samme år åbnede det en direkte telegrafforbindelse mellem Danmark og Rusland via telegrafstationen i Fredericia – som herigennem blev landets vigtigste og teknisk mest avancerede. Fredericia havde også direkte kabelforbindelser til England, Frankrig og det nordlige Skandinavien, desuden gav Ruslandskablet stationen adgang til de fremvoksende netværker i Kina og Japan.

Mellem 1869 og cirka 1920 – hvor telegrafens betydning som kommunikationsmiddel begyndte at smuldre – fungerede Danmark derfor som portal for den transnationale telegramtrafik mellem øst og vest. Dette fik en enorm strategisk betydning, da stormagterne tørnede sammen i sommeren 1914. For eksempel var Storbritannien allieret med Rusland, og deres telegrafiske korrespondance med hinanden gik primært gennem skandinaviske kabler. Men det danske telegrafnet og forbindelsen til Fredericia var lige så afgørende for Tyskland, hvis undersøiske telegrafforbindelser med omverden blev skåret over af Storbritannien i krigens første dage.

Fra et kommunikationshistorisk perspektiv kom Danmark altså til at havne midt krydsilden under første verdenskrig. Det neutrale og til alle sider venligt sindede ”puslingeland” fungerede som en global informationscentral, der summede af rygter, nyheder, efterretninger og følsomme meddelelser i transit mellem stormagterne. Og den store hvepserede var naturligvis København, hvor de krigsførende lande havde sine ambassader – ligesom hoveddelen af sine spioner, agenter og propagandamagere, der ofte arbejdede under dække af at være journalister eller ansatte ved internationale pressebureauer
 

Kopi af det formastelige telegram. Øverst i højre hjørne står der skrevet med blyant: ”Telegrammet maa ikke afsendes; afsenderen underrettes ikke.”  

Rygter, spioner og u-neutrale beskeder

Den stigende telegramtrafik gav gode indtægter til den Danske Statstelegraf, men skabte også uro i regeringen og det statslige embedsværk. Allerede 1. august 1914 blev der indført censur ved de danske telegrafstationer. Personalet skulle holde øje med indholdet i telegrammerne og stoppe beskeder, som fx spredte informationer om danske militære forhold eller oplysninger, som kunne kompromittere landets neutralitet. De skulle også være vagtsomme over for rygter og ”sensationelle oplysninger”.

Overvågningssystemet blev løbende udvidet under krigen og telegrafpersonalet udstyredes successivt med nye opgaver og beføjelser. I sommeren 1915 blev der fx ansat et hold russiske translatører ved Hovedtelegrafstationen i København for at muliggøre overvågning af den russiske telegramtrafik. Og ved juletid samme år fik stationens overtelegrafbestyrer besked fra Telegrafdirektoratet om at udnævne en af sine særligt betroede medarbejdere til telegramcensor på fuldtid – den første af sin slags i det danske telegrafvæsen, i hvert fald i den civile sektion.

Hovedopgaven for censuren i krigens første år var at beskytte og fundere den danske neutralitet, ikke mindst balancegangen mellem Tyskland og Storbritannien – som også var Danmarks vigtigste handelspartnere. Et eksempel på, hvor følsomt systemet kunne være, er et telegram, som blev indleveret ved stationen på Købmagergade den 9. marts 1915. Det var adresseret til avisen Daily Chronicle i London og fortalte om en hemmelig organisation i København, som smuglede nedsmeltet kobber til Tyskland. Telegrammet blev imidlertid aldrig ekspederet til sin modtager, i stedet blev det opsnappet og lagt til side af personalet ved Hovedtelegrafstationen. Og dets afsendere blev indkaldt til politiforhør.
 

Politiets rapport over d ’herrer Bast og Jones, ”Ang. et Telegram til Daily Chronicle”.  

På politistationen

Afsenderens navn var Lucien Arthur Jones: en britisk krigskorrespondent som på daværende tidspunkt blot havde befundet sig et par dage i landet. Ifølge forhørsprotokollen var han tidligere ustraffet, men han havde åbenbart været i lignende knibe, idet han ”i Frankrig [havde] været hensat i fængsel 5-6 gange for overtrædelse af den Tilladelse, der gives fremmede Krigskorrespondenter”.

Jones var angerfuld og beklagede over for politiet, at han havde ”begået denne fejl”. Han forsikrede, at han i fremtiden ville ”være betydelig mere forsigtig med de meddelelser, han afsender”. Dog nægtede han at opgive navnet på sin kilde. Dette kunne politiet imidlertid klare selv gennem at henvende sig til hans ledsager – en ung politireporter ved Berlingske Tidende ved navn Jørgen Christoffer Bast.

Unge Bast indrømmede uden videre kruseduller, at det var ham, der havde forsynet Jones med de oplysninger, som lå til grund for det formastelige telegram. Endvidere havde han godkendt indholdet i telegrammet, noget “han ikke tog i Betænkning som det ikke efter hans Mening indeholdt noget, der kunde krænke nogen part”. I bagklogskabens lys måtte Bast dog ”indrømme, at Jones havde faaet noget rigeligt ud af de Meddelelser”, som briten var blevet forsynet med.
 

Kunder ved indleveringsskranken på Hovedtelegrafstationen i København, 1917. 

Efter loven og profeterne

Begge journalister blev løsladt efter forhøret, men sagen genererede en ophidset korrespondance mellem Justitsministeriet og Udenrigsministeriet i de efterfølgende dage. Fx sendte departementschef Schrøder ved Justitsministeriet en besked til Udenrigsministeriet, hvori han meddelte, at Jones var rejst til Aarhus, og at han personlig blev ”holdt underrettet om hans bevægelser”. På dette svarede departementschef Zahle ved Udenrigsministeriet, at han ville henvende sig til Basts redaktionschef og ”henstille til ham at beskæftige Hr. Bast paa mindre samfundsfarlig Maade.” Men Zahle var åben for andre forslag fra sin kollega ved Justitsministeriet: ”Men forinden jeg gør dette, vilde jeg dog gerne høre fra Dem om, hvad der i og for sig kunde hænde Hr. Bast, hvis man vilde gaa fram imod ham efter Loven og profeterne.”

Det er uklart, hvordan dette påvirkede Bast i hans fortsatte karriere, men det er kendsgerning, at han i 1916 skiftede fra Berlingske Tidende til aftenavisen B. T, hvor han arbejdede med både kriminalstof og petitjournalistik. I 1917 rejste han desuden ud af landet for at prøve lykken som krigskorrespondent, blandt andet som frivillig ved den canadiske hær.

Hændelsen viser dog tydeligt, hvordan indleveringen af et telegram kunne få uanede konsekvenser i Danmark under første verdenskrig. Senere blev der også oprettet en særlig ”sort liste” over individer i landet, som havde ”skadet Landets Interesser ved Udsendelsen af ondsindede eller tankeløse Telegrammer samt paa Personer, der er notoriske Spioner eller af anden Grund mistænkte.” Denne liste indgik i en omfattende opgradering af overvågningssystemet under krigens senere og mere kaotiske faser, hvilket kommende artikler vil fortælle mere om.
 

Referencer

Cales Ahlund (red.), 2012: Scandinavia in the First World War. Studies in the War Experience of the Northern Neutrals. Nordic Academic Press.

Bo Lidegaard, 2006: Overleveren 1914 –1945. Dansk Udenrigspolitiks Historie, Bind 4. Gyldendal.

Poul Thestrup, 1992: Vogn og tog – prik og streg. P&T’s Historie 1850 – 1927. Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet.
 

Kommenter denne artikel

Overskrift
Kommentar
Navn
E-mail

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Relaterede artikler

Hovedtelegrafen
Den store søslange
Telefonaflytning i 1930’erne
Telefonaflytning under anden verdenskrig
Telefonaflytning og spionage i tredivernes Danmark
Det hemmelighedsfulde X
Sindssyge telegrammer i en urolig tid

Nyeste kommentarer

Glædeligt...
postbiler
(intet emne)
The Danish Royal Family - Part 2
Why the Danish Royal Family - Part 1