Da museet i maj 2007 fraflyttede sine lokaler i Valkendorfsgade 7-9, fandt vi bagest på en åbenbart sjældent besøgt hylde i et skab en indbundet bog med titlen "Telefon-Haandbog" trykt på ryggen. Da lokalerne skulle ryddes totalt, røg bogen ned i en flyttekasse med uregistrerede bøger til museets bibliotek.

Dér dukkede bogen op til overfladen på ny for en god måneds tid siden i forbindelse med en større gennemgang af bogbestanden. Bibliotekaren konstaterede, at der var tale om en bog fra 1893 med titlen "Alfabetisk Fortegnelse over Telefon-Abonnenter i Kjøbenhavns Telefon-Selskab" - altså en ordinær telefonbog fra året før det nævnte selskab blev til KTAS.

Dem har vi i forvejen et par stykker af, og da det aktuelle eksemplar udvendigt betragtet ikke var i allerbedste stand for at sige det mildt, var telefonbogen nær blevet kasseret. Af en eller anden grund skete det ikke ved den lejlighed, og heldigvis for det, for da bibliotekaren næste gang havde bogen i hånden, opdagede hun, at den var fyldt med pressede og tørrede planter, blade og blomster og dermed var forvandlet til at være et herbarium. 

Et opslag i telefonbogen anno 1893. 

Hver eneste plante eller dele heraf er omhyggeligt fastgjort med påklæbede papirstrimler, og de enkelte planters navne er anført med blæk. Telefonbogen var dengang forsynet med udstansede fanekort til de enkelte bogstaver, og planterne er monteret i alfabetisk orden efter deres danske navne på de "rigtige" sider. Meget praktisk og nærliggende, men i vore dage er den måde at indsamle levende planter på nok trådt i baggrunden til fordel for digital affotografering i naturen. På den måde undgår man også at overtræde eventuelle forbud mod indsamling af sjældne vækster, som bør forblive på de naturlige voksesteder.

I dag, godt og vel hundrede år senere, sidder mange af planterne i den gamle telefonbog fortsat på deres oprindeligt tildelte pladser, men ikke alle er i lige god stand. På nogle af dem anes dog endnu, at kronbladene har haft farver. Trods tilstanden har museet valgt at gemme klenodiet som et morsomt eksempel på praktisk anvendelse af et forhåndenværende egnet hjælpemiddel, nemlig en forældet telefonbog. 

Jeg var selv samler som barn, men det drejede sig om frimærker, og jeg husker endnu, hvorledes jeg som lille knægt i det jyske også brugte en aflagt telefonbog til at tørre frimærker i, når de var blevet vasket af konvolutterne. Hvorledes jeg fik fat i telefonbogen, husker jeg ikke, for mine forældre fik i hvert fald først telefon flere år efter, at jeg var flyttet hjemmefra i 1968.

Hvad jeg husker, er derimod, at en telefonbog var bedre egnet til tørring af frimærker end det aflagte eksemplar af dagbladet "Tidens Tegn", som min far abonnerede på, for avisens tryksværte havde i modsætning til telefonbogens en kedelig vane med at smitte af på mine frimærker. 

Såfremt en af MuseumsPostens læsere også tørrede frimærker i en aflagt telefonbog, som måske endnu er i behold med den sidst afvaskede portion frimærker i, er museet meget interesseret i at overtage klenodiet, og vi i så fald bede dig om at sende os en kommentar nedenfor.